Nu bliver Magnus flyttet til en ny skole

Han skulle have været den eneste etnisk danske dreng i sin klasse. Derfor har forældrene valgt at flytte ham.

1:48
Magnus Vinding skal efter sommerferien begynde i en ny skole i et andet skoledistrikt i Holstebro.
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

10-årige Magnus Vinding fra Holstebro skal i det kommende skoleår have nye klassekammerater.

Magnus havde udsigt til at blive den eneste etnisk danske dreng i 5. B på Sønderlandsskolen, og derfor har forældrene besluttet at flytte ham til en anden skole.

- Vi har ikke andet valg end at flytte Magnus. Vi er ikke interesserede i at eksperimentere med vores søn, siger hans far Jimmy Vinding til TV MIDTVEST.

Hvilken skole der er tale om, vil Jimmy Vinding endnu ikke fortælle. Han bekræfter, at der er tale om en folkeskole, der ligger uden for bygrænsen i Holstebro, og familien bliver derfor nødt til at købe bil nummer to for at få hverdagen til at hænge sammen.

- Det har vi heldigvis mulighed for, men hvad med de familier, der ikke har det. Jeg synes, at der er noget, der ikke stemmer i den her sag, siger Jimmy Vinding.

Magnus´ forældre havde i første omgang søgt om at få Magnus flyttet til en anden skole i Holstebro by, Rolf Krake Skolen. Men det ønske blev afvist med den begrundelse, at Magnus ikke havde et trivselsproblem.

Når familien nu kan flytte ham til en helt tredje skole, hænger det sammen med, at den ligger i et andet skoledistrikt uden for byen.

- VI er glade for, at Magnus trives. Men det kan ikke være rigtigt, at han skal mistrives, før vi kan få lov til at flytte ham. Vi vil bare gerne, at Magnus ikke skal være den eneste etnisk danske drenge i klassen, og vi forstår ikke, at det ikke kan lade sig gøre at lave en anden klassedeling. Der er jo flere danske drenge på årgangen, siger Jimmy Vinding.

Magnus er skrevet op til to friskoler i Holstebro, men de har ikke plads i øjeblikket.