Nødplan skal sikre psykiatrisk behandling

1. februar står Regionspsykiatrien Vests afdeling i Holstebro uden psykiatriske speciallæger. Derfor arbejder Region Midtjylland nu på en nødplan

Regionspsykiatri
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Det har ikke været muligt at skaffe speciallæger til psykiatrien i Holstebro. Derfor er Region Midtjylland nu gået ind i sagen med en nødplan, det skriver de i en pressemeddelelse.

- Jeg er ked af, at vi ikke har kunnet skaffe de speciallæger, der skal til for at opretholde sengepladserne i afdelingen i Holstebro, frem mod udflytningen til Gødstrup. Jeg er overbevist om, at man i rekrutteringen af speciallæger til afdelingen har været ude i alle hjørner, siger regionsrådsformand Bent Hansen i en pressemeddelelse.

Allerede d. 1. februar 2017 står Regionspsykiatrien Vests afdeling i Holstebro uden psykiatriske speciallæger. Og uden fastansatte speciallæger i psykiatri, kan patienterne ikke være sikre på den nødvendige kontinuitet i deres behandling.

Uden læger med speciale i psykiatri er der udfordringer med både patientsikkerheden, personalets sikkerhed og kvaliteten af behandlingen. Det er en af grundene til, at der nu bliver udarbejdet et udkast til en nødplan.

Der er brugt mange ressourcer på at rekruttere speciallæger til Regionspsykiatrien Vest. Både via. intern rekruttering i psykiatrien i hele regionen og rekruttering via vikarbureauer. Det har bare ikke givet noget resultat, og vurderingen er, at mulighederne for at rekruttere speciallæger i psykiatri til Holstebro er udtømt.

Derfor mødes regionsrådsformanden i morgen med Holstebros borgmester, hvor de skal drøfte situationen i Holstebro.

- Jeg ser frem til mødet med Holstebros borgmester H.C. Østerby, så vi sammen kan finde en løsning, hvor de psykiatriske patienter i Holstebro og omegn bliver tilgodeset, også efter udflytningen til Gødstrup, siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.

Regionsrådet behandler nødplanen på regionsrådsmødet den 21. december.