Niels har fotograferet utallige lastbiler i 30 år: Tror jeg ville blive kaldt tosset, hvis jeg kendte antallet

Allerede som barn blev Niels Rasmussen fascineret af lastbiler, og nu har han en unik samling med mange tusinde fotos af forskellige lastbiler

3:53
Niels Rasmussen har samlet på billeder af lastbiler i over 30 år.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Niels Rasmussen fra Vinderup har en særlig hobby. En hobby, han har brugt over 30 år på, og som nu fylder så meget, at hans garage er blevet bygget om for at få nok plads. 

Niels Rasmussen tager fotografier af lastbiler, fremkalder billederne og kategoriserer dem i ringbind.

- Jeg synes, det er sjovt at have en samling, som ingen andre har. Jeg har billeder af lastbiler fra 70’erne og 80’erne, og det, synes jeg bare, er superfedt at have, forklarer Niels Rasmussen.

Han har i dag et par hundrede ringbind, der står på reoler i det nye hobbyrum. I hvert ringbind kan der være op til 500 billeder.

- Med vilje har jeg aldrig talt dem, for så tror jeg, jeg ville blive stemplet som tosse.

Niels Rasmussen har også en stor samling af mini-lastbiler, der står sammen med de mange ringbind i den ombyggede garage.
Niels Rasmussen har også en stor samling af mini-lastbiler, der står sammen med de mange ringbind i den ombyggede garage.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Fra tegninger til fotografier

Interessen for lastbiler startede på en ferietur med en vognmand, som Niels Rasmussen var på som 8-årig. Og siden har hans hjerte banket for de store køretøjer.

- Dengang lavede jeg tegninger af lastbiler, jeg byggede Lego-lastbiler, og jeg købte nogle plastikbyggesæt, som jeg malede. Jeg cyklede ud og tog billeder af nogle lastbiler, så jeg kunne male lastbilerne, som de så ud i virkeligheden. Der startede min samling af fotos.

Faktisk har der siden dengang kun været en periode, hvor den passionerede samler holdte pause med fotografierne.

- Jeg mødte min kone for 30 år siden, og der var der nok lige en måned, hvor jeg ikke tog så mange billeder, men så var jeg oppe i fuld fart igen. Det er en passion, siger Niels Rasmussen, der i dag er 48 år.

Niels Rasmussen har altid sit kamera med sig, når han er ude og køre, så han er klar til at forevige en ny lastbil. Tidligere er mange weekender også blevet brugt med ture til Padborg, hvor lastbilerne kom i hobetal.

- For 30 år siden kunne du køre derned og fotografere 40 flotte, danske lastbiler. I dag er der måske kun fire. Tidligere stod lastbilerne også hjemme ved chaufføren i weekenden, og man kunne lave en aftale. Den tid er over, og nu står de bag lås og slå på en parkeringsplads.

Er trykker og ikke trucker

Niels Rasmussen kan ude at blinke finde frem til hver en lastbil i sin store samling. Og hvis det skulle glippe, så skriver han også dato, lokation og årstal på alle billeder.

- Det var nok bedre, hvis jeg kunne huske min datters veninders navne, men det kniber lidt. Men nummerplader; det er jeg skarp i.

Niels Rasmussen arbejder til hverdag som trykker, men han fortryder ikke, at han ikke er blevet trucker.

- Så er det et arbejde og ikke en hobby, og det er jeg ikke interesseret i.

Han overvejer dog at opgradere sit kørekort, så det også gælder til lastbilskørsel.