Naturiststrand er populær: - Folk har taget den til sig

Mange naturister bruger Græm Strand, der som den første strand på Vestkysten er skiltet som officiel naturiststrand.

Gustav Sigh fra Stoholm er glad for den skiltede naturiststrand: "Så ved alle, at her må man gå, som Gud har skabt," siger han.
Gustav Sigh fra Stoholm er glad for den skiltede naturiststrand: "Så ved alle, at her må man gå, som Gud har skabt," siger han.
Foto: Mette Quistgaard, TV MIDTVEST

I denne her varme er vi nok mange, der har lyst til at have så lidt tøj på som muligt. Ved Græm Strand har mange smidt det hele.

For et år siden begyndte Holstebro Kommune nemlig at skilte til stranden som nudiststrand. En god idé, lyder meldingen her et år senere.

- Det er en meget skøn strand, og vi var meget glade for bare at finde en naturiststrand her. Jeg er dedikeret naturistbader. Og jeg glæder mig over, at det også er etableret her i Danmark, siger Yvonne Hirsch fra Dresden i Tyskland.

- Vi er rigtig glade for, at folk bruger stranden, og at naturisterne har taget det til sig, siger Helle Bjerg Hellesøe, turismekoordinator hos Visit Holstebro.

Debat før skiltet kom op

Der var ellers megen snak og debat, før skiltet kom op. Først var Vedersø på tale som naturiststrand, og her var grundejerforeningsformanden oppe i det, man vel godt kan kalde det røde felt ved tanken om tyske FKK-turister - altså Freie Körper Kultur - den tyske betegnelse for naturisme.

- Det bliver interessant den dag, de går op og skal leje cykler, og der kommer fem folk kørende uden tøj, sagde Jens Peter Vernersen, daværende formand for Vedersø Klit Grundejerforening.

I Vester Husby mærker de nu ikke meget til, at de nu i et år har haft en officiel nudiststrand.

- Overhovedet ikke, overhovedet ikke. Vi mærker slet ikke noget til det, og jeg må indrømme, at jeg ikke en gang ved, om den bliver brugt, siger Erling Videbæk fra Vester Husby.

Men stranden er populær hos både tyske og danske naturister.

- Jeg synes bare, at det er ubehageligt at have vådt badetøj på, og så kan jeg godt lide at blive brun over det hele, siger Jesper Fjord fra Holstebro.

Flere steder langs Vestkysten bliver brugt af naturister, men Græm Strand er det første sted, hvor man officielt skilter med det.