Naturfotograf fik en anderledes fangst i kassen

Det var ikke et spektakulært billede naturfotograf, Lars Mikkelsen fik i kassen, da han i morges tog ud for at fotografere havørne. I stedet stødte han på noget helt andet

Et åbent pengeskab med vielsesringe og tomme smykke æsker.
Et åbent pengeskab med vielsesringe og tomme smykke æsker.
Foto: Lars Mikkelsen, Hjerm

Med sit kamera jagter fotograf Lars Mikkelsen fra Hjerm dyrelivet i naturen. 

Derfor var han igen taget ud i naturen for at få et godt skud i morgenlyset. Han søgte efter en god tue at stå på i det mosede område, men hov hvad var det ?

- Jeg kunne mærke, at det jeg stod på, var en hård genstand, og da jeg kiggede efter, kunne jeg se et metalhjørne, siger Lars Mikkelsen, der valgte at undersøge sagen nærmere.

- Og så hiver jeg et noget rustent pengeskab op af jorden, siger Lars Mikkelsen. 

Han slæbte pengeskabet op til vejen og kunne se, det indeholdt både tomme smykke æsker, en perlekæde og et par vielsesringe. Derfor besluttede han sig for at ringe til Midt- og Vestjyllands Politi.

Midt- og Vestjyllands Politi henter pengeskab med smykker ved Sønder Lem Vig
Midt- og Vestjyllands Politi henter pengeskab med smykker ved Sønder Lem Vig
Foto: Lars Mikkelsen, Hjerm

David Dyrmose, politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller om den usædvanlige anmeldelse:

- Det sker en gang imellem, men det er ikke på daglig basis, vi får anmeldelser om fund af pengeskab i rørskov, siger politikommissær David Dyrmose. 

Det overrasker ikke politikommissæren, at pengeskabet er fundet ude i naturen. 

- Det tager tid at bryde et pengeskab op, så derfor smides det ofte et eller andet mærkeligt sted, siger politikommissær David Dyrmose. 

Da politiet undersøgte pengeskabet nærmere for spor, opstod der noget nær et mirakel.

- Nogle af de smykker, der var tilbage i pengeskabet, var to vielsesringe med indgraveringer, og takket være dem, har vi allerede fundet ejeren, siger David Dyrmose.

Lars Mikkelsen er glad for, at ejeren af smykkerne er fundet. Det eneste han ærgrer sig over er, at mens han havde travlt med pengeskabet, så fløj en havørn lige over hovedet på ham med en blishøne i næbet. Så mon ikke naturfotografen er at finde i naturområdet Sønder Lem Vig igen i morgen.