Naboer forbereder sig på stank fra minkgravene: - Det bliver ikke hyggeligt at sidde på terrassen til sommer

Naboer håber, der bliver taget hensyn til både vejr og transport, når døde mink skal graves op.

2:34
Palle Skov er nabo til minkgravene i Kølvrå og har allerede indstillet sig på ikke at kunne bruge sin have til sommer på grund af lugtgener.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Opgravningen af mink begynder i næste uge, oplyser ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S). Han forventer store lugtgener i forbindelse med opgravningen.

Det samme forventer naboer til minkgravene, som håber, der bliver taget hensyn til dem, mens arbejdet med opgravningen står på.

- Vi håber, det kommer til at ske så hurtigt som muligt, og at vejret er med os forstået på den måde, at vinden blæser fra nordøst, så vinden går den anden vej i forhold til Nørre Felding. Vi håber også, at transporten bliver ført uden om Nørre Felding, så vi slipper for, at lugten bliver kørt gennem byen.

Sådan lyder det i dag fra nabo og formand for borgerforeningen i Nørre Felding Leif Brøgger. Han er desuden byrådsmedlem for Venstre i Holstebro Kommune.

Han er som udgangspunkt tilfreds med, at opgravningen af mink er inden for nær fremtid, men havde håbet på hurtigere ekspedit.

- Vi havde håbet, det kunne være sket i vinter, så havde vi også kunnet mindske forurening af grundvandet og mindske lugtgenerne, siger han.

Ministeren for landbrug, fødevarer og fiskeri oplyser, at det sammenlagt vil tage to måneder at bortskaffe minkene. Cirka en måned på hver at de to lokationer, i Nørre Felding ved Holstebro og Kølvrå ved Karup.

- Det bliver ikke hyggeligt at sidde på terrassen til sommer, men det må vi tage med. Det er prisen for, at de bliver fjernet. Vi må lige holde vejret i den tid, det står på, siger Leif Brøgger.

Leif Brøgger vil gerne leve med lugtgener, når minkene skal graves op, mod at de i lokalområdet så kan få naturen tilbage.
Leif Brøgger vil gerne leve med lugtgener, når minkene skal graves op, mod at de i lokalområdet så kan få naturen tilbage.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Opgravningen begynder i Nørre Felding. Et par måneder senere kommer turen til Kølvrå ved Karup.

- Det var ikke det, vi regnede med for fem år siden, da vi købte huset, at der skulle begraves fem millioner mink i baghaven. Det har været grænseoverskridende. Det har været ulækkert, siger Palle Skov fra Kølvrå.

Han og familien bor 800 meter fra minkgraven. De håber, at tidsplanen holder, for familien har forberedt barnedåb i baghaven den 29. maj.

- Konsekvensen kan jo være, at vi bliver nødt til at flytte den et andet sted hen, siger han.

Men det er ikke kun barnedåben, der er på spil. Også sommerens hyggestunder i det fri frygter han:

- Nu har vi haft en lang vinter, og vi vil gerne ud og nyde udsigten på terrassen og hygge os i haven med venner og familie. Men det kommer til at foregå indenfor i stedet, siger Palle Skov.

I næste uge begynder opgravningen af mink her ved Nørre Felding.
I næste uge begynder opgravningen af mink her ved Nørre Felding.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Eftersom opgravningen forventes at give markante lugtgener, ønsker Regeringen at afsætte ekstra penge til opgaven for at sikre, at opgravningen og forbrændingen af mink kan forløbe gnidningsfrit og så hurtigt som muligt.

- Jeg synes, det er ærgerligt og urimeligt overfor borgere i lokalområdet, hvis vi er nødt til at stoppe opgravningen for at genbesøge finansudvalget for at få ekstra midler. Derfor har vi brug for en buffer, siger minister Rasmus Prehn.

Ministeriet søger sammenlagt at få afsat 150 millioner kroner til afskaffelsen af de mange afdøde mink.

Han var kaldt i samråd af Venstre og Dansk Folkeparti, der er kritiske over for, at der afsættes markant flere penge end de 72,2 millioner kroner, som opgaven skønnes at koste.