Museum endelig genåbnet: - Det er fascinerende

Især et stort ror var populært, da museet igen åbnede sine døre.

1:41
Nyt tårn og ny indretning er resultatet af Strandingsmuseets to år lange renovering.

Strandingsmuseet i Thorsminde åbnede i dag efter næsten to års renoveringspause.

Åbningen fejret med sang og harmonikaspil fra taget på det nye tårn og par- og stepdans foran museet. Omkring 400 var mødt op for at indvie det nyrenoverede museum.

- Jeg synes, det er blevet skide godt. Det er blevet blandet, så der er både noget, man kan lege med, noget man kan prøve, og noget man kan læse sig til. Man kan lære en masse, når man har været på vores museum. Og så håber jeg, at næste gang man går til stranden, så tænker man over alt den kulturhistorie, der stadig ligger derude, fortæller direktør for de kulturhistoriske museer, Ingeborg Svennevig.

Imponerede gæster

Heldigvis for museet, så er det ikke kun direktøren, der er glad for åbningen. Også gæsterne viser begejstring.

- Det er fascinerende. Jeg er vildt imponeret, fortæller Marie Pelle fra Lemvig, der er taget afsted sammen med manden Carsten Søholm.

Parret er det, man kan kalde stamgæster. De kom ofte på museet før renoveringen. Nu er de glade for, at de endelig kan besøge stedet igen. Målet med ombygningen var, at museet skulle være mere moderne og mindre teksttungt, og det er stamgæsterne tilfredse med. De er især begejstrede for roret fra Sct. George, som man kan se på udstillingen.

- Jeg er fuldstændigt fascineret af det. Det er mit et og alt her, fortæller Carsten.

- Det er helt fantastisk at tænke på, at det var det eneste, de brugte til at dreje skibet med. Det vejer 8000 kilo, fortæller han.

Carsten Søholm er især meget fascineret af et kæmpestort ror.
Carsten Søholm er især meget fascineret af et kæmpestort ror.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Det gamle museum var traditionelt bygget op med montrer, meget tekst og ikke ret meget plads.

Det vigtigste var at vise de mere end 4000 genstande, der er samlet sammen fra de forulykkede skibe. Til gengæld havde publikum svært ved at se, hvad det var for en historie, genstandene skulle fortælle. Sådan er det dog ikke længere.

- Det er helt fantastisk. En stor oplevelse for os. Det vil blive besøgt mange gange i fremtiden, fortæller en glad Carsten Søholm, da han forlader stedet.

Der var fyldt med mennesker til den store åbning.
Der var fyldt med mennesker til den store åbning.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST