Motorvejsbyggeri: Risiko for kø

En vejomlægning på grund af broarbejde mellem Herning og Holstebro kan give kø.

180815Vejarbejde.jpg

Trafikanterne på Herningvej mellem Aulum og Holstebro går trangere tider i møde. Fra i går aftes skal de benytte en cirka 600 meter lang forlægning af hovedvejen tæt på kommunegrænsen mellem Holstebro og Herning for at give plads til byggeriet af et brofag over vejen. Det skriver Dagbladet Holstebro.

I myldretiden har der i forvejen med jævne mellemrum været en tendens til store kødannelser på Herningvej. Derfor var der spænding om, hvordan morgentrafikken tirsdag ville forløbe.

- Jeg blev positivt overrasket. Trafikken gled med omkring 40 kilometers fart. Bare trafikanterne vil tage det stille og roligt, så bliver der sandsynligvis ingen prop på stedet det næste års tid, som det tager at få brofaget færdigt, siger Karsten Lægdsgaard, projektleder hos Arkil A/S, der står for anlægget af motorvejsstrækningen fra Aulum til Morrevej i Tvis, til dagbladet.

På strækningen er hastigheden nedsat fra 80 km/t til 50 km/t.