Minkfoderproducent sender det sidste foder afsted: - Det gør ondt

Behovet for minkfoder er forsvundet, og det betyder, at Holstebro Minkfodercentral må lukke for nu.

Thomas Sørensen kan ikke svare på, hvad der skal ske med virksomheden nu.
Thomas Sørensen kan ikke svare på, hvad der skal ske med virksomheden nu.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

I 60 år har Holstebro Minkfodercentral ligget på den samme adresse i Holstebro, men nu ser fremtiden sort ud.

For når alle mink er døde, så er behovet for foder også væk, og nu har det sidste læs foder forladt forcentralen for denne omgang.

- Nu afventer vi, hvad Mette Frederiksen melder ud om erstatning og kompensation fremadrettet, og så må vi så tage beslutningen om, hvad der så skal ske, siger direktør Thomas Sørensen og fortsætter:

- Det er de 128 andelshavere, der skal bestemme, hvad der skal ske med fodercentralen. Men det ser da rigtigt svært ud i øjeblikket.

Nu er det slut for nu med at producere minkfoder i Holstebro.
Nu er det slut for nu med at producere minkfoder i Holstebro.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Farvel til medarbejderne

Alle mink skal aflives, da man frygter, at coronavirus kan mutere i dem på en måde, der kan få betydning for, om en fremtidig vaccine vil være effektiv.

- Det gør ondt. Det gør ondt, og jeg tænker rigtigt meget på minkavlerne. Det er deres livsværk, og det er jo generationer. Det er barsk at se det hele falde fra hinanden på den måde, forklarer Thomas Sørensen.

Han er også blevet nødt til at sige farvel til sine ansatte.

- Jeg tænker også på mine medarbejdere. Dygtige, loyale og fleksible medarbejdere, som jeg er nødt til at tage afsked med nu. Det er barskt.

Der er nu stille på minkfodercentralen.
Der er nu stille på minkfodercentralen.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST