Minkavler tiltalt for vanrøgt

Politiet har aflivet fem heste hos en minkavler fra Holstebro-området. Det er anden gang han er i retten for at mishandle sine dyr.

19Misroegt.jpg

En 49-årig mand fra Holstebro-egnen fik for to år siden dom for at misrøgte mink. Nu er den gal igen. Denne gang er han tiltalt for vanrøgt af fem heste ved retten i Holstebro.

I følge anklageren gik hestene rundt på en nedlagt minkfarm blandt jernspyd, rustne jernbure og gamle tagplader, som de kunne komme til skade på.

Politiet aflivede heste

Trods flere påbud fra fødevarestyrelsen om at bringe forholdene i orden for hestene skete der ikke noget. Til sidst så politiet sig nødsaget til at aflive dyrene.

- Grunden til at vi gør de her ting, det er på baggrund af fødevarestyrelsens embedsdyrlæger, der har lavet kontrolbesøg derude over tre gange, hvor de har konstateret nogle helt uforsvarlige forhold for de her heste, forklarer anklager Frits Møller Damgaard, Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 49-årige nægter sig skyldig og kræver til gengæld en erstatning for de aflivede heste.

Manden er også tiltalt for tyveri af vand for 30.000 kroner, og kan risikere en fængselsdom. Der falder dom i sagen på fredag. Se indslag herunder:

 

 

1:16
En 49-årig mand fra Holstebro-egnen fik for to år siden dom for at misrøgte mink. Nu er den gal igen - denne gang er han tiltalt for vanrøgt af heste: