Minister kalder det "pinligt" at mink skal graves ned og op igen

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) understreger, at beslutningen om at grave mink ned ved Nørre Felding og Karup foregik i al hast.

0:12
Fødevareministeren håber, at en lignende situation aldrig opstår igen. Foto: Arkiv
Foto: TV MIDTVEST og Richard Gaarn Svendsen / TV MIDTVEST.

- Det er en træls og ærgerlig situation, der også er pinlig på mange måder.

Sådan lyder det fra fødevareminister Rasmus Prehn (S), der torsdag er i Nørre Felding for at følge prøveopgravningen af de 13.000 tons døde mink

- Der er ingen tvivl om, at der ting i det her forløb, der kunne være gjort bedre, lyder det fra Rasmus Prehn, der ikke selv var involveret i beslutningen. 

Beslutningen om at grave minkene ned ved Nørre Felding og Kølvrå nær Karup taget i al hast, da regeringen 8. november besluttede, at alle mink skulle aflives, da de udgjorde en risiko for folkesundheden

Ministeren fortæller i dag, at nedgravningerne var en nødløsning, da myndighederne i første omgang vurderede, at forbrændingsanlæg ikke kunne håndtere de godt 13 millioner danske mink.

Derfor endte de potentielt coronasmittede mink i jorden på militært øvelsesterræn ved Nørre Felding og Kølvrå. 

- Jeg har ikke nogen grund til at pege fingre af de mennesker, der tog den beslutning. Man tog beslutningen af hensyn til vores folkesundhed, understreger ministeren. 

I dag ærgrer ministeren sig over, at man er endt med at grave minkene ned for så at grave dem op igen. 

Var det en fejl at grave minkene ned?

- Det var i hvert fald en situation, hvor man skulle tage en beslutning hurtigt under meget stort pres. Alle kan se, at man helst havde været for fri for at grave ned og op igen, siger ministeren. 

0:18
Arbejdet begyndte klokken fire natten til torsdag.
Foto: Nicholas Sterling, TV 2

Vil lære af fejl

Efter planen skal 30-35 læs døde mink køres væk fra prøveopgravningerne ved Nørre Felding i løbet af torsdag, fredag og lørdag. 

Her fra skal de fordeles på 13 forbrændingsanlæg landet over, så man kan få indstillet maskiner og ovne, til at brande de 13.000 tons mink.

- Nu skal vi lære af det, så vi er bedre forberedt en anden gang, lyder det fra ministeren, der vil have opdateret beredskabsplanerne. 

- Men jeg håber selvfølgelig, at de ikke bliver aktuelle. 

På sigt skal området ved Nørre Felding føres tilbage til tiden før minkene kom til.

- Området bliver reetableret, så borgerne får deres område tilbage i samme stand som inden nedgravningen. 

Går efter planen

Miljøstyrelsen satser på at begynde de egentlige opgravninger 25. maj, men det afhænger af erfaringerne med prøveafbrændingerne. 

Det oplyser indsatschef i Fødevarestyrelsen Kasper Klintø.

- Indtil videre forløber det planmæssigt, siger han. 

Efter planen tager det tre uger at fjerne alle mink ved Nørre Felding, men afhænger ifølge indsatschefen af om forbrændingsovnene kan følge med. 

- Det kan sagtens gå hurtigere eller langsommere. 

Den sidste mink er hevet op af jorden ved Kølvrå i inden udgangen af juli.