MGP-deltager: Det er alle pigers drøm

10-årige Astrid Juhl Poulsen fra Sevel har sunget sig frem til finalen til MGP som den eneste fra Jylland.

Astrid Juhl Poulsen fra Sevel skal optræde for 15.000 i Boksen til MGP.
Astrid Juhl Poulsen fra Sevel skal optræde for 15.000 i Boksen til MGP.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Der bliver sunget og danset på livet løs på hjemme hos 10-årige Astrid Juhl Poulsen fra Sevel. Men indtil videre er det en hemmelig sang, hun øver igen og igen.
Astrid og hendes sang skal nemlig være med i MGP i Boxen til marts. 

- Det er alle pigers drøm, lige siden man blev fem år. Så det er meget stort, fortæller Astrid Juhl Poulsen.

Hendes sang hedder "Når jeg danser", og handler om at man skal være sig selv.

- Jeg fik idéen fordi jeg nogengange blev drillet i skolen med at jeg ikke er særligt høj. Men jeg kan jo ikke bare lige blive højere, forklarer Astrid.

Hun har fået hjælp til at skrive sangen af sin onkel. Faktisk skrev de den færdig bare tre timer inden deadline, men den blev så god, at Astrid skal optræde med sangen foran 15.000 i Boksen. 

2:32
Sevel-pige får opfyldt drømmen om at stå på den store scene når hun er med ved MGP-showet i Herning

Flag og kram

Hjemme hos familien har det gjort indtryk på særligt Astrids lillebror, at hun skal være med i MGP.

- Min bror har stået derhjemme med flag flere gange, når jeg kom hjem fra skole, siger Astrid med et grin.

Lillebror Andreas Juhl Poulsen på ni år, er da også et stort smil, når han bliver spurgt til sin søster.  

- Jeg er vildt stolt af hende, fordi hun er bare så sød. Nogengange får jeg endda også lov at spille på hendes ukulele, fortæller den glade lillebror.

Familien havde slet ikke regnet med, at Astrids sang ville nå til finalen. Så det at få lov at se hende optræde i Boksen bliver en stor oplevelse.

- Jeg vil glæde mig helt vildt og være sindsygt stolt af hende. Og jeg ved at det også betyder rigtig meget for hendes tre mindre søskende, fortæller Astrids mor, Karen Juhl Poulsen.

Glæden var også til at tage og føle på, da Astrid skulle afsløre for klassen, at hun skal være med i MGP. Men sådan en stor oplevelse, er der nu også mange klassekammerater, der godt kunne tænke sig.

- Først blev de meget glade omme i skolen. Men de er også blevet lidt misundelige, fortæller Astrid.

Resultatet er ligegyldigt

Det er den 2. marts, at det går løs i Herning. Her er ti sange med, og Astrid er den næstyngste deltager i feltet. Og selvom det er en stor konkurrence, så betyder resultatet umiddelbart ikke så meget. 

- Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg bliver nummer 10, men jeg vil helst synge min sang tre gange, siger Astrid Juhl Poulsen.