Menneskebiblioteket i Holstebro: Lån et menneske og spørg om alt

På Holstebro Bibliotek var det lørdag muligt at låne et menneske og spørge vedkommende om alt. Menneskebiblioteket var nemlig på besøg i Holstebro.

Lone Vestergaard er projektleder på Holstebro Bibliotek, som lørdag havde besøg af Menneskebiblioteket.
Lone Vestergaard er projektleder på Holstebro Bibliotek, som lørdag havde besøg af Menneskebiblioteket.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Normalt kan du låne bøger i alle kategorier, størrelser og udgaver, når du går på biblioteket. Men i løbet af lørdagen på Holstebro Bibliotek var det lidt noget andet, du kunne låne.

Det var nemlig muligt at låne et rigtigt menneske, som ville svare på stort set alt. For det menneskelige bibliotek havde gjort sit indtog i Holstebro.

- Vi synes, det er en fantastisk måde at lære noget nyt på. Vi går meget op i at få formidlet en masse ting, og den her måde er lidt en anderledes måde, siger Lone Vestergaard, som er projektleder ved Holstebro Bibliotek.

Menneskebiblioteket rejser rundt i hele landet for at skabe større tolerance og forståelse for mangfoldigheden.

Udfordring af fordomme

På biblioteket var det muligt at snakke med en tidligere alkoholiker, en eks-misbruger, en psykisk sårbar og mange andre. På den måde kunne biblioteksbrugerne få udfordret deres fordomme og tilfredsstillet deres nysgerrighed.

- Vi har mange bøger om emnerne, men du får en hel anden oplevelse ved at snakke med en person i stedet for, siger Lone Vestergaard.

Menneskebiblioteket blev startet som en event på Roskilde Festival tilbage i år 2000. I dag har konceptet spredt sig til 80 lande rundt om i verden.