Medaljeregn til karatekæmpere fra Holstebro ved DM

Karatekæmpere fra Holstebro høstede hele 13 medaljer ved DM, heraf fem af guld.

Karate stjerner Holstebro
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Ved weekendens danske mesterskaber i karate, som blev afholdt i Greve, blev Budo Sportskarate Holstebro den helt store vinder.

Ud over fem sølvmedaljer og tre bronzemedaljer fik klubben hele fem danske mestre.

Senior landsholdskæmperen Joakim Viberg Larsen blev i sikker stil dobbelt dansk mester, da han lørdag vandt både U21 +76 kg- og senior minus 84 kg-klassen. 

Joakim Viberg Larsen var ude i hele 2016 på grund af to hofteoperationer. Derfor var det her hans comeback. Det er anden gang, han bliver dobbelt dansk mester, da han også vandt DM i begge klasser i 2015. Desuden blev han samme år nordisk og europæisk mester.

Også klubbens yngre karatekæmpere hev guldmedaljer med hjem til Holstebro. Gamze Nur Ceper vandt guld i U16 - 54 kg klassen, hvor hun mødte Sofie Viberg Larsen, der er lillesøster til Joakim Viberg Larsen, i finalen.

Mads Viberg Larsen vandt guld i U18 - 76 kg klassen og Jesper Kynde Bøndergaard vandt guld i U16 - 57 kg klassen. 

Budo Sportskarate i Holstebro har 53 medlemmer, og målt på antallet af medlemmer er lørdagens resultat suverænt Danmarks bedste af nogen dansk klub.

Tirsdag aften bliver kæmpere og trænere hædret i klubben.

2:48
Budo Sportskarate i Holstebro samler på stjerner, og snart sender klubben tre talenter til U21 EM i Bulgarien