Medalje til ulveskytte: Forening vil skabe debat og råbe politikerne op

Foreningen Ulvefrit Danmark har indsamlet penge til en medalje til ulveskytten Mourits Troldtoft, der er dømt for at skyde en fredet ulv tilbage i 2018.

Steffen Troldtoft er formand for Ulvefrit Danmark.
Steffen Troldtoft er formand for Ulvefrit Danmark.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Onsdag aften overrækker Ulvefrit Danmark en medalje og en gavecheck til en mand, som, foreningen mener, skal hædres. 

Det er ulveskytten Mourits Troldtoft, der modtager hyldestgaven i morgen, efter foreningen har afholdt generalforsamling. Han blev sidste år idømt 40 dages betinget fængsel for at have skudt en ulv i nærheden af Ulfborg tilbage i foråret 2018.

Ulvefrit Danmark kæmper for, at det skal være lovligt at skyde ulve i Danmark, og det er også grunden til, at foreningen har stået for at indsamle penge til hyldestgaven. 

- Formålet med indsamlingen er at skabe noget debat. Vi har i længere tid prøvet at få fat i politikere og sikre, at der skete noget, men det har været fuldstændig umuligt, siger formand Steffen Troldtoft til TV MIDTVEST.

Han understreger dog, at han selv er inhabil i sagen, da Mourits Troldtoft er hans far. Af samme grund har formanden heller ikke siddet med til foreningens drøftelser om at overrække medaljen til ulveskytten.

- Lovgivningen er åndssvag

Steffen Troldtoft vil ikke ud med det præcise beløb på gavechecken. Han ved heller ikke præcist, hvor mange mennesker der været med til at poste penge i indsamlingspuljen.

Han har dog indtrykket af, at det er mere end 100 personer, der har støttet med større eller mindre beløb. 

Hvorfor synes I, der er grund til at hylde Mourits Troldtoft?

- Fordi han gjorde det rigtige, og det er han så blevet straffet for, fordi lovgivningen er åndssvag, siger formand Steffen Troldtoft til TV MIDTVEST.

Foreningen håberat hædringen af MouritsTroldtoft kan provokere og skabe opmærksomhed. De håber,  det kan være med til at råbe politikerne op og få ændret lovgivningen, så ulven ikke længere er fredet, som den er i dag, men i stedet skal på listen over invasive arter.

Når I hylder en mand, der er dømt, går I så ikke også ind og opfordrer til selvtægt?

- Det mener vi sådan set ikke. Indsamlingen er, i forhold til det han har gennemgået - ikke i forhold til at han har gjort noget ulovligt. Han har gjort noget, som var fornuftigt. Det er han så desværre blevet dømt for, og det kan man altid være utilfreds med. Sådan er retssystemet, siger Steffen Troldtoft.

Ulvefritdanmark.dk havde sidste år 296 medlemmer og har eksisteret siden 2018.

2:26
Se her et indslag fra sidste år om retssagen om ulvedrabet: Vestre Landsret stadfæster byrettens dom om, at Mourits Troldtoft skal have 40 dages betinget fængsel for at skyde en fredet ulv sidste år