Mathilde Hylleberg sidder over i Danmarks EM-åbningskamp

Anfører Stine Jørgensen er med i Danmarks første EM-kamp mod Sverige, mens Mathilde Hylleberg sidder over.

Mathilde Hylleberg
Foto: TTH Holstebro

Danmarks kvindelandshold i håndbold har anfører Stine Jørgensen med fra første færd, når holdet fredag aften åbner EM i Frankrig mod Sverige.

Jørgensen har været skadet op til slutrunden og var tvivlsom til turneringens start, men hun er blandt de 16 navne, som landstræner Klavs Bruun Jørgensen har udtaget til kampen.

TTH Holstebros Mathilde Hylleberg sidder over i den første kamp, lyder det i Dansk Håndbold Forbunds (DHF) pressemeddelelse.

Den talentfulde fløj Hylleberg fik en af de sidste pladser, da landstræneren udtog sin trup, og derfor er det ikke uventet, at den 19-årige slutrundedebutant må tage plads på tribunen til den første kamp.

Danmark er ud over Sverige i gruppe med Polen og Serbien.

Mødet med svenskerne begynder fredag klokken 21, mens værtsnationen, Frankrig, spiller turneringens åbningskamp torsdag klokken 21 mod Rusland.

/ritzau/