Massetest i Holstebro og Ringkøbing-Skjern forlænges - for få er blevet testet

Borgerne i de to kommuner har haft siden 24. november til at blive testet, men nu bliver perioden forlænget i yderligere en uge.

Massetesten i Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommune bliver forlænget til den 13. december, meddeler Region Midtjylland.

Det var ellers planen, at testningen af borgerne i de to kommuner skulle udløbe på søndag, men myndighederne ser gerne endnu flere møde op på testcentrene.

- Vi har testet cirka 40 procent, men vi vil gerne have tallet højere op, siger Per Sabroe Nielsen, der er lægefaglig direktør i Region Midtjylland.

- Vi kan ikke tvinge nogen til at blive testet, men vi kan komme med en kraftig opfordring til at blive det, så vi kan få et mere totalt billede af, hvordan smittetallene ser ud i Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommune.

Indtil nu har næsten 46.000 af de i alt 115.000 indbyggere i Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommune været forbi et af de 10 testcentre i området.

I Nordjylland blev befolkningen også massetestet under nedlukningen af syv kommuner. Heriblandt Thisted Kommune, der endte med at få testet 84 procent af borgerne.

Selvom perioden bliver forlænget i de to kommuner, kan antallet af teststeder ende med at blive reduceret. 

For få er de seneste dage blevet testet i Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner. Derfor forlænges muligheden for at blive testet



Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Samfund.