Mange deler minder fra nedbrændt historisk kro: - Vi børnebørn legede med sukkerknalder på bordene

Selvom Borbjerg Mølle Kro er brændt ned til grunden, så lever minderne derfra stadig videre.

Da den historiske Borbjerg Mølle Kro brændte natten til mandag, var det ikke kun de ikoniske bygninger, der gik op i røg. Også ejerparrets drømme og håb for stedet har lidt et tilbageslag.

Men som en føniks, der rejser sig fra asken, er også minderne fra den gamle kro blevet vækket til live igen.

Rigtig mange midt- og vestjyder har delt deres minder fra kroen på TV MIDTVESTs facebookside:

- Mit allerførste minde fra Borbjerg Mølle Kro var tilbage i 1968, hvor min mand tog mig med derhen. Jeg husker det som rigtig hyggeligt, ude i skoven. En del år senere var vi der igen, da min svoger fyldte 75 år, og det blev fejret der med lækkert mad og hygge. I 2015 var jeg med kronisk syge på udflugt dertil, vi fik super lækker buffet og kaffe og kage bagefter, super skøn betjening, siger Eva Hagen fra Viborg.

quoteStedet var fantastisk at undersøge for små nysgerrige øjne.

Elisa Brogren Andersen, Skive

Også Nathasja Andersen husker nogle af de første – og bedste – barndomsminder fra kroen, der ligger med udsigt til Mølle Sø.

- Jeg forbinder jo Borbjerg Mølle Kro med min farmor. Når hun holdt fødselsdag, var hele familien med børn, børnebørn og oldebørn samlet på kroen. Det var tit en søndag, og jeg husker, at jeg aldrig havde set så mange kager samlet på et sted. Det var en kæmpe buffet af kager. Vi børnebørn fik også en masse sodavand og legede med de sukkerknalder, der stod i skåle på bordene. Det var meget idyllisk, siger Nathasja Andersen, der bor i Ringkøbing.

Og netop kagebuffeten har gjort stort indtryk hos flere af de besøgende på kroen, der dengang blot var små poder.

- De fleste af minderne, som jeg har derfra, er fra min barndom. Vi var altid inviteret til kaffe og kage, og jeg husker tydeligt det overdådige tag-selv kagebord. Vi havde også meget sjov med at drikke vores sodavand af de kaffekopper, som var på bordene, siger Elisa Brogren Andersen, der i dag bor i Skive.

borgbjerg2
Foto: Borbjerg Mølle Kro

Den 600 år gamle kro var, før den brændte, både hjemsted for selskaber, bryllupper, fødselsdage og konfirmationer, men kroen kunne også nydes i form af et dagsvisit på restauranten eller med tilhørende overnatning.

Helt til i dag har den lille vandmølle, der er omdrejningspunkt for stedet, sørget for, at der bliver pisket 5000 liter vand rundt i minuttet.

Og netop møllen og naturen omkring er også noget af det, mange midt- og vestjyder beskriver som minder og gode oplevelser fra stedet.

- Jeg husker den smukke udsigt til vandet, de små vandløb og den hvide bro, som man kunne se igennem vinduerne. Stedet var fantastisk at undersøge for små nysgerrige øjne. Der var mange nipsgenstande at kigge på. Min kusine og jeg var dog mest optagede af møllehjulet. Det var fascinerende at se det store hjul dreje og høre lyden af vand blive slynget rundt - både udefra og indefra, fortæller Elisa Brogren Andersen.

borgbjerg3
Foto: Borbjerg Mølle Kro

- Omgivelserne derude har skiftet meget på de 50 år, jeg har besøgt stedet. Der er forskellige dyr derude, man kan se på. Og inde er der også mange smukke ting, blandt andet de godt 2000 forskellige elefanter, den tidligere ejer har købt. Vandhjulet ikke at forglemme, ja og mølleåen. Der er rigtig hyggeligt og flot derude. En stor skam, det ikke er mere, siger Eva Hagen.

Kroens fremtid er endnu uvis

Mens de mange minder fra Borbjerg Mølle Kro lever i bedste velgående, så er det endnu uvist, hvad ejerparrene skal gøre med den nu nedbrændte kro.

Malene og Mark Harpøth er det ene af to par, der ejer Borbjerg Mølle Kro. Det andet par, de tidligere professionelle dansere Bjørn Bitsch og Ashli Williamson er på ferie i Kroatien. Når de kommer hjem, skal der tages stilling til, hvad der skal ske med stedet i fremtiden.

- Vi håber selvfølgelig, vi kan opføre et eller andet, der ligner. Men det bliver aldrig det, der var her. Alt er væk. Der er intet tilbage, lyder det fra Mark Harpøth, mens Malene Harpøth fortsætter:

- Møllens historie gik 600 år tilbage, det kan vi jo ikke opbygge.

Politiet fortæller, at de ud fra de foreløbige undersøgelser på stedet vurderer, at der er tale om en påsat brand.