Mand risikerer bøde på 25.000 for at dele billede af mulig voldtægtsmand

Politiet kræver bødestraf på 25.000 kroner til en 31-årig mand efter han delte billede af én, der er mistænkt for at voldtage en ni-årig pige.

I forbindelse med voldtægtssagen mod en niårig fra Vinderup, prøvede kriminalteknikere at finde beviser ved Legind Sø.
I forbindelse med voldtægtssagen mod en niårig fra Vinderup, prøvede kriminalteknikere at finde beviser ved Legind Sø.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Det skal koste en bøde på 25.000 kroner at lægge et billede og navn op på facebook af én, der er mistænkt af politiet for at have begået voldtægt mod en ni-årig pige.

Det mener anklageren fra Københavns Politi, der rejser en sag mod en 31-årig mand fra Københavnsområdet. Det viser en aktindsigt i anklageskriftet, som DR Midt & Vest har fået.

- Alle har krav på beskyttelse af deres følsomme personoplysninger, uanset hvad de måtte være sigtet eller dømt for, skriver anklager Kristoffer Gammelgaard Petersen i en mail til DR P4 DR Midt & Vest.

Han ønsker ikke at kommentere yderligere på anklageskriftet.

Sagen startede sidste sommer, hvor en 35-årig mand blev tiltalt for at have voldtaget en 9-årig pige fra Vinderup.

Ifølge tiltalen kørte han rundt med hende i godt to timer, og undervejs blev hun udsat for fuldbyrdet voldtægt og andre krænkelser.

Truet på Facebook

Sagen førte til, at 4100 Facebook-brugere kom på kant med loven for blandt andet at have truet den tiltalte på Facebook.   

Siden har anklagemyndigheden ved Københavns Politi efterforsket sagerne om Facebook-delingerne og -truslerne, som nu er mundet ud i en påstand om bødestraf på 25.000 kroner mod en 31-årig mand.

Det er generelt ulovligt og strafbart at fremsætte trusler, uanset om det sker ude i virkeligheden eller på Facebook. Derudover var der navneforbud i sagen.

Det betyder, at offentligheden ikke må få mandens navn at vide, mens sagen er for retten eller indtil navneforbuddet ophæves.

Den 35-årige blev i juli dømt forvarring for voldtægt af den ni-årige pige. Han har anket afgørelsen og dermed er navneforbuddet stadig gældende.