Mand gik amok på kommunekontor

En 22-årig mand smadrede mandag eftermiddag en rude og kastede med stole på et ydelseskontor på rådhuset i Holstebro.

Holstebro Raadhus2.jpg

 

Et afslag på kontanthjælp var tilsyneladende årsagen til, at en 22-årig somalisk mand mandag eftermiddag smadrede inventar og kastede med stole på et ydelseskontor i Holstebro.

I følge TV/MIDT-VEST's oplysninger begyndte den 22-årige mand at kaste stole over skranken ind i kontoret. På et tidspunkt opgav han at ramme nogle af de ansatte og forsøgte derefter at komme længere ind i kontoret, men en medarbejder fik lukket og låst en dør. For at komme ind til medarbejderne forsøgte den 22-årige at smadre to ruder med noget inventar, men flygtede så før rådhusbetjente og politi ankom til kontoret.

Midt- og Vestjyllands Politi har i grove træk bekræftet historien overfor TV/MIDT-VEST. 

Politiet var hurtige til at rykke ud til rådhuset. Anmeldelsen kom kl. 14.13 og var på rådhuset syv minutter efter.

- Vi smider, hvad vi har i hænderne, når vi hører sådan noget. Man kommer jo til at tænke på sagen fra jobcenteret, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Keld Nedergaard, med reference til det tragiske drab af Birthe Christiansen uden for jobcenteret i januar 2010.

Den 22-årige flygtede, og det er endnu ikke lykkedes politiet at finde ham. Politiet kender hans identitet og bopæl. Når det lykkedes at finde ham, kan han se frem til en sigtelse for hærværk, fortæller Keld Nedergaard.