Lyn slog ned i hus: Det er helt ufatteligt

Lynet slog ned i et rækkehus i Tvis ved Holstebro og satte ild til taget. Beboerne var hjemme da det skete.

Et lynnedslag satte ild til taget i et rækkehus i Tvis.
Et lynnedslag satte ild til taget i et rækkehus i Tvis.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Ved middagstid gav det et ordentligt brag hjemme hos Hans Matthiesen og hans kone i Tvis. 

- Min kone og jeg stod og snakkede i køkkenet, og så lige pludselig giver det et brag, så det hele står stille omkring en, forklarer han. 

Så gik strømmen, hos både dem selv og naboen. 

- Vi sunder os et par minutter, og så går vi ind til naboen, og så går det op for os, det brænder, og vi får ringet efter brandvæsnet, siger Hans Matthiesen.

- Det kunne have gået meget værre

Kort efter kommer brandvæsnet ud til branden. 

- Der er stadig røg fra taget, da vi kommer frem, fortæller Morten Gräs, vagthavende indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen.

Men heldigvis satte brandmuren en stopper for brandens udvikling. Derfor kunne brandmændende hurtigt slukke ilden, efter de fik lavet hul i taget. En heldig afslutning på en uheldig situation.

- Det er sjældent, at lyn starter en brand, men det sker da. Og her kunne det have gået meget værre, fortæller Morten Gräs, vagthavende indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen.

Glemmer det aldrig

Braget tror Hans Matthiesen aldrig, han vil glemme.

- Det vil man tænke over hver dag fra nu af, når der kommer et brag et eller andet sted, forklarer han.

Han har aldrig været bange for eller frygtet tordenvejr, men i dag er det gået op for ham, at lyn ikke er til at spøge med.

- Uha, man tror ikke, der er de kræfter i det, som vi oplevede i dag. Det er helt ufatteligt, siger Hans Matthiesen.

Derfor står han også tilbage med samme følelse som indsatslederen, at de slap heldigt.

- Vi er utroligt taknemmelige for at der ikke skete mere med både os og vores hus, siger han.

1:26
Et rækkehus i Tvis blev i dag ramt af lynet og brød i brand