Luksus-fisk skaber 30 jobs

En erfaren erhvervsmand vil opdrætte delikatesse-fisk til sushi på havnen i Thorsminde.

Thorsminde_0.jpg

Et nyt projekt med op til 30 arbejdspladser er på vej til Thorsminde. Den erfarne erhvervsmand, Bent Urup, vil opdrætte luksus-fisk til sushi i havnebyen.

Det er firmaet Sashimi Royal, der vil opdrætte såkaldte kingfish. Kødet fra de specielle fisk minder om tun, og det skal bruges i både sushi og sashimi, som er ren, rå fisk skåret i tynde skiver.

- Anlægget kan producere op til 3.500 ton kingfish, når det er fuldt udbygget, siger Bent Urup, der er direktør for og medejer af Sashimi Royal til Dagbladet Holstebro-Struer.

Fiskeslagteri i Thorsminde

12 mand kommer til at arbejde med at passe selve fiskeproduktionen, men fiskene skal også slagtes i Thorsminde. Det betyder altså, at der bliver skabt op imod 30 arbejdspladser.

- Det er helt fantastisk, at det nu lykkes. Det vil give arbejdspladser, som passer fint med, at Thorsminde i forvejen er en fiskerihavn, siger havnechef i Thorsminde, Leif Jensen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Det tager dog nogle år, inden produktionen går i gang. Ifølge direktøren går der omkring tre år, før Sashimi Royal kan tage det første spadestik.