Lukkede ulovligt slagteri

Mand fra Sevel slagtede under uhygiejniske forhold, siger Fødevarestyrelsen.

Fødevarekontrollens Rejsehold lukkede torsdag et ulovligt svine-slagteri i Sevel.

Slagteriet var indrettet i en lade, hvor forholdene ifølge kontrollen bestemt ikke levede op til hygiejne-reglerne. Pudset skaldede af væggene, og der var en svalerede i slagterummet.

Den private slagter har ikke været tilmeldt den lovpligtige dyrlægekontrol - der er altså ingen garanti for, at dyrene har været raske og fri for sygdomsfremkaldende bakterier. Slagteriet lå på adressen Vesterled 46, og Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har fået kød fra adressen, til at kassere det.

Slagteren kan nu se frem til en bøde, og politiet har sørget for at konfiskere hans slagteudstyr.