Lokale vil have gravet mink op: - Vi skal ikke have flere panikløsninger

Nabo mener ikke, at det er nok at lægge dræn. Minkene skal helt væk, hvis problemet skal til livs, mener han.

Det bringer glæde i Nørre Felding, at Miljø- og Fødevarestyrelsen tirsdag aften meldte ud, at nedgravede mink kan forurene Boutrup Sø.

quoteVi ønsker simpelthen bare, at minkene skal væk. Vi skal ikke have flere panikløsninger med dræn eller indhegninger.

Per E. Østergaard, nabo

Nogle af minkene er gravet ned med under 200 meters afstand til søen, hvilket ikke lever op til de afstandskrav på 300 meter, som Miljøstyrelsen satte før nedgravningen.

Men det er ikke nok, at der nu ses på muligheder for at dræne jorden. Minkene skal helt væk, forklarer Per E. Østergaard, der bor tæt på søen.

- Vi ønsker simpelthen bare, at minkene skal væk. Vi skal ikke have flere panikløsninger med dræn eller indhegninger. Vi er i et naturskønt område, vi har et rigtig dejligt rekreativt område, hvor byen tager ud om sommeren – det vil vi meget gerne beholde, forklarer han.

I første omgang er Per E. Østergaard dog glad for, at hans og andres stemmer blev hørt i sagen.

Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Jordbunden til debat

Muligheden for at lægge et dræn, som ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), kalder for den bedste løsning, er ikke tilstrækkelig.

Det mener Per E. Østergaard.

- Jeg er ikke ekspert på jordbund, men der er sandbund herude. Og jeg nægter at tro på, at det er løsningen at lave dræn rundt om det. Vi ved jo alle sammen, at vand nemt render igennem sand. Der er kun én løsning: Vi skal simpelthen have de mink væk, siger han.

Det kan dog vise sig at blive en svær omgang.

- Det, man siger fra myndighedernes side, er, at man kan dræne i området. Det skulle have den samme og den bedste effekt. Men jeg lægger op til, at myndighederne taler sammen på tværs og i fællesskab finder den løsning, som vi borgere kan være mest trygge ved, siger Rasmus Prehn.

Miljøstyrelsen skal i tæt samarbejde med Holstebro Kommune finde ud af, hvad den bedste løsning er for minkgravene ved Boutrup Sø.


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Miljø.