Lettet over arabisk dementi

Rose Poultry håber at undgå boykot af danske kyllinger

270109_Rose_Poultry.jpg

De danske fjerkræproducenter ånder lettede op: En arabisk avis har nu - efter anmodning fra den danske ambassadør Hans Klingenberg i Saudi-Arabien - bragt et dementi af historien om, at danske kyllinger er pumpet med svineproteiner.

Salgsdirektør Arne Jensen fra Rose Poultry i Vinderup siger, at de importører, der køber fjerkræ i Danmark, ikke nåede at reagere på de fejlagtige oplysninger.

- Vi håber ikke, at sagen vil skade eksporten, siger han til Ritzau.

Sagen begyndte at rulle, da en arabisk avis efter udsendelsen Operation X på TV2 fejlagtigt skrev, at danske kyllinger kunne være pumpet med svineprotein.

Den danske fjerkræbranche sælger for cirka 30 millioner kroner kyllinger om året i Mellemøsten.