Lars står bag romanerne om Stubber Kloster: - Jeg har skrevet på bøgerne i 12-13 år

Lars Novrup Frederiksen er vokset op i Vinderup og har skrevet romanerne Kirstine og Priorinden. Bøgerne handler om Stubber Kloster, der ligger lidt udenfor hjembyen.

69-årige Lars Novrup Frederiksen er tidligere bankdirektør.
69-årige Lars Novrup Frederiksen er tidligere bankdirektør.
Foto: Anne Holst Moulvad, TV MIDTVEST

Midt imellem Holstebro og Skive, ved Sevel, lå Stubber Kloster, som er omdrejningspunktet i romanerne Kirstine og Priorinden.

Med lige dele fantasi og fakta fortæller forfatteren om nonnen Kristines kamp i en dramatisk tid i Danmarkshistorien.

Det er 69-årige Lars Novrup Frederiksen, som er opvokset i Vinderup, der står bag bøgerne.

Forfatteren vendte hjem til hjemegnen fra Frederiksberg efter en karriere i bankverdenen, så nu bor den 69-årige forfatter i Sevel med sin kone.

- Jeg har skrevet på de her bøger i 12-13 år. Ikke sådan, at det har været effektiv skrivning. Jeg gjorde det on and off. Jeg havde et specielt job, jeg var bankdirektør. Derfor skrev jeg, når jeg havde tid til det under finanskrisen. Men da jeg blev pensionist, så fik jeg det færdiggjort, fortæller han.

Naturen spiller stor rolle

Hovedpersonen i romanerne er Kirstine, som mod sin vilje bliver anbragt på Stubber Kloster af sin familie. Hun accepterer sin skæbne, og inden længe bliver hun priorinde - leder af klostret.

- Kirstine er en ung nonne, som bor her på klostret. Det er min frie fantasi. Vi følger, hvordan hun tjener penge til klostret, og hvordan hun er i evige stridigheder med bispen i Ribe, og så har hun en forbudt kærlighed til en herremand på Vinderupgård, forklarer forfatteren om bøgerne.

Men udover hovedrollen Kirstine, så spiller naturen også en stor rolle i begge bøger.

- Naturen er den samme i dag som dengang. Og man kan sige naturen er fællesnævneren, middelalderen og i dag. Når man står sådan nogle smukke steder, så skal man tænke, at det også så sådan ud i middelalderen, fortæller Lars Novrup Frederiksen.

Resterne af Stubber Kloster som ligger mellem Holstebro og Skive tæt ved landsbyen Sevel.

Tredje bog på vej

Den første roman Kirstine udkom i 2017 og blev en større succes, end Lars Novrup Frederiksen havde forventet.

- Det kom bag på mig, at der var så stor interesse på Kirstine. Den er nu trykt i tredje oplag, det har forbavset mig meget, siger han og tilføjer:

- Det lokale i bogen har fænget. Det kan jeg mærke, når jeg holder foredrag og møder folk på gaden. Det er kommet lidt bag på mig med den positive interesse, men jeg får stadigvæk mails. Jeg har åbenbart ramt et eller andet, som interesserer folk - også andre steder end lige Vestjylland.

Bøgerne har fået gode anmeldelser, og interessen fra bibliotekerne og flere foredrag om bøgerne har været med til at øge salget af bøgerne. Og derfor er han nu i fuld gang med endnu en bog.

- Det er breaking news her på TV MIDTVEST, da kan jeg meddele, at der rent faktisk kommer en tredje bog. Jeg er så småt gået i gang. Nu fik jeg fire stjerner for Kirstine og fem stjerner for Priorinden, så nu går jeg efter seks stjerner, griner han.

Lars Novrup Frederiksen regner med, at der går et par år før den tredje bog i serien udkommer. Bøgerne er udgivet af forlaget Hovedland.

Se interviewet nedenfor med forfatteren, hvor han fortæller meget mere om sine to romaner.

41:16
Interview med forfatteren.
5:01
I slutningen af 1200 rasede en borgerkrig i Jylland. Stridighederne og livet på egnen beskrives i to romaner af den tidligere bankdirektør Lars Novrup Frederiksen. Stubber Kloster er omdrejningspunktet i romanerne, og vi følger nonnen Kirstines liv i en dramatisk tid af Danmarkshistorien.
Foto: Anne Holst Moulvad, TV MIDTVEST