Lars fra Holstebro sad i smug og læste Panbladet: Nu er han forperson for Copenhagen Pride

Lars Oskan-Henriksen sad engang på Holstebro Bibliotek og læste Panbladet, der er et medlemsblad for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, i smug, men nu kæmper han for LGBTQ+-miljøets rettigheder.

Lars Oskan-Henriksen er opvokset i Holstebro, men da han sprang ud som bøsse, blev byen for lille.
Lars Oskan-Henriksen er opvokset i Holstebro, men da han sprang ud som bøsse, blev byen for lille.
Foto: Vibeke Nipper, TV MIDTVEST

Der er sket meget for Lars Oskan-Henriksen siden, han læste Panbladet, der er et medlemsblad for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, i smug på Holstebro Bibliotek.

I dag lægger han nemlig ikke skjul på, at han er bøsse, og han er nu forperson for Copenhagen Pride på 10. år og kæmper for egne og andre i LGBTQ+-miljøets rettigheder.

Lars Oskan-Henriksen er vokset op i Holstebro i en tryg og åben familie og har altid haft masser af venner.

Men da han fandt ud af, at han var bøsse, blev byen for lille.

- Jeg følte ikke, at jeg passede helt ind i forventningerne og i en periode følte jeg mig meget alene, fordi jeg ikke havde turdet sige det endnu, og fordi jeg ikke kendte andre bøsser overhovedet. Jeg havde følelsen af, at jeg var den eneste, forklarer han.

Moster spurgte direkte

I 9. Klasse tog han til Canada, hvor han boede et år hos sin moster og onkel, og hvor moster Yrsa, som den første spurgte, om ikke han var bøsse?

- Jo, det er jeg, svarede jeg - og det var helt rigtigt af hende at spørge. Hun kunne samtidig berolige mig med, at alle de bange anelser, jeg havde, næppe ville blive til noget, fortæller Lars Oskan-Henriksen.

Da han kom hjem sprang han ud - uden de store problemer. Hans mor græd, og han blev sur, men han blev hurtigt god igen.

- Hun forklarede mig, at hun selvfølgelig ikke græd, fordi jeg var bøsse, men fordi hun var nervøs for, hvordan andre ville behandle mig, og det er jo omsorg, fortæller han.

TV MIDTVESTs journalist Vibeke Nipper møder en lang række midt- og vestjyder, der gør os klogere på organdonation, mode og mange andre emner. Se serien 'Fortæl mig om..' ved at klikke nedenfor.

Måtte flytte for kærligheden

Der var ikke mange bøsser i Holstebro, så Lars Oskan-Henriksen måtte flytte for at finde kærligheden.

- Jeg ved ikke, om det er nemmere at være bøsse i København, men det var helt klart nemmere at komme i kontakt med andre. Der var åbenlyse fællesskaber, man kunne opsøge, og steder man kunne gå hen, forklarer han.

Han fandt kærligheden og har efterhånden en del på cv 'et . Han har læst kunsthistorie, været Gardehusar, landmand, operasanger, engelsklærer på Georg Stage - for blot at nævne et udpluk.

Siden 2013 har han desuden været forperson for Copenhagen Pride.

- Jeg har altid været frivillig i LGBTQ+ organisationer, og da jeg blev opfordret, så jeg et stort potentiale i det, forklarer han og uddyber:

- Hver eneste gang Copenhagen Pride lykkes med at skabe et sikrere rum for nogen eller får ændret en lovgivning, så er jeg med til at skabe en bedre verden både for mig selv, for andre og for kommende generationer. Jeg vil gerne være med til at skabe den verden, jeg gerne selv kunne have drømt om at vokse op i.

Frivilligt arbejde er nødvendigt

Arbejdet som forperson for Copenhagen Pride er et krævende job. Det er baseret på frivillighed, og der er ingen løn.

Lars Oskan-Henriksen er dog ikke et sekund i tvivl om, at arbejdet er nødvendigt.

- Vi er ikke i mål, der er stadig en lang liste. Unge transpersoner er særligt ramte, og mange er udsat for social stigmatisering, forklarer han, men han erkender også, at der er sket fremskridt på mage områder.

- Jeg er vokset op i en verden, hvor jeg var en psykiatrisk diagnose. I dag kan jeg få lov at gifte mig og adoptere, men vi må aldrig læne os tilbage og tro, at de rettigheder vi har, er nogen der er kommet flyvende ind ad vinduet, og noget vi bare kan tage for givet, understreger han og tilføjer:

- Menneskerettigheder er til konstant forhandling, kan vi se rundt i verden. Og så er det vigtigt altid at sikre en samtale om, at vi er forskellige som mennesker, for det tager noget af presset fra de unge, der bærer på en grundangst.

Se interviewet med Lars Oskan-Henriksen ved at klikke nedenfor.