Lange køer foran slagterbutikkerne: - Jeg tænkte: Holy moly macaroni

Hos Slagter Bertelsen i Holstebro og Fruehøj Slagter i Herning er der så travlt lillejuleaftensdag, at de begge steder har dørmand på. Folk stod allerede i kø før åbningstid for at få fingre i hovedingrediensen til julemaden.

Mens Jens Bertelsen langer kød over disken, kan kunderne i køen se ind gennem de store salgsvinduer.
Mens Jens Bertelsen langer kød over disken, kan kunderne i køen se ind gennem de store salgsvinduer.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

December er den bedste måned at være slagter i. Medisterpølser, flæskestege, leverpostej og ænder flyver over disken i juletiden.

Det er særligt lige op til jul, at der dannes kø foran slagterbutikkerne. Det gjorde der også foran Slagter Bertelsen på gågaden i Holstebro lillejuleaftensdag.

- Det er en af årets travleste dage. Hvis ikke det er nummer et, så er det nummer to. Vi ved, at når familierne er samlet, så skal der ikke mangle noget. Der skal være and, flæskesteg og medister, siger indehaver af Slagter Bertelsen, Jens Bertelsen.

Udenfor forretningen var der kø. Langs gågadens andre butikker, der ikke var åbnet endnu, stod borgerne og ventede pænt på, at det blev deres tur til at komme ind i slagterforretningen.

Lang kø foran slagteren med tyrehovederne af guld.
Lang kø foran slagteren med tyrehovederne af guld.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Det er dog ikke et særsyn for Jens Bertelsen, der ser køen hvert år lige op til jul foran hans butik. I år var der placeret en medarbejder i døren, der kunne kontrollere, at der ikke kom for mange ind i butikken ad gangen.

- Det plejer at se sådan ud. Der er mange, der står i kø, og der er lidt kamp om at være nummer et, to og tre, og der er mange, der siger, at det ikke har været jul, hvis ikke de har stået kø ved Slagter Bertelsen.

En af dem, der stod i kø fra morgenen af den 23. december, var Else Nedergaard. Da hun havde ventet i 20 minutter, var der stadig 20 personer foran hende i køen.

- Vi skal herned hver jul. Sådan er det. Vi var også hernede i går, men der var køen endnu længere. Der tror jeg, der var 70 mennesker i kø, fortæller Else Nedergaard.

Corona giver ekstra lang kø

800 stegte og 400 ferske ænder. 300 kalkuner - både udbenede og farserede. 25 gæs, bunker af flæskesteg og andebryster og omkring fire kilometer medister.

Det er heller ikke småting, der bliver langet over disken lillejuleaftensdag i Fruehøj Slagter i Herning, hvor indehaver Rikke Juulsgaard Lauridsen stod tidligt op for at blive klar.

- Vi startede klokken tre i morges, siger hun i et af de få øjeblikke, hvor hun har tid til at stoppe op imellem dagens cirka 1.300 ekspeditioner.

Køen foran slagterbutikken i Herning var også meget lang allerede en halv time efter åbningstid.
Køen foran slagterbutikken i Herning var også meget lang allerede en halv time efter åbningstid.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

I år er udfordringen ikke blevet mindre af, at der på grund af corona-restriktionerne kun må være syv personer i butikken ad gangen.

- Det er lidt bøvlet, fordi folk vil jo gerne stå og kigge, og det skal de også have lov til. Men så går det hele lidt i stå, siger Rikke Juulsgaard Lauridsen.

Klokken halv ni var køen da også allerede vokset til 50 personer og strakte sig ud på parkeringspladsen foran slagterforretningen, hvor kunderne ventede tålmodigt på deres tur.

Også dem, der troede, at de kom i god tid.

- Jeg tænkte: "Holy moly macaroni, de har jo lige åbnet for en halv time siden!" Det kommer bag på mig, men det er okay. Vi skal passe på hinanden i den her tid, siger Lene Harrestrup.

Friske varer til juledagene

- Hvad havde du bestilt, Lars? Jens Bertelsen spørger en kunde i butikken. Han er på fornavn med mange af kunderne denne dag. 

Bestillingen var gået tabt i den store samling af ordrer, der er skrevet i hånden i en stor notesbog. Alligevel hiver Jens Bertelsen en ny flæskesteg frem, som han hurtigt får ridset sværd på, så Lars ikke skal gå skuffet hjem.

Jens Bertelsen tager imod en bestilling.
Jens Bertelsen tager imod en bestilling.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Andre steder i slagterforretningen slynger kunderne også om sig med bestillinger.

- To ænder, tak.

- Jeg vil gerne bede om et pund fars.

- Jeg skal også lige have otte skiver kamsteg med.

Det er en god blanding af bestillinger, men ifølge Jens Bertelsen er der særligt nogle få ting, som folk køber lillejuleaftensdag.

- Rigtig meget afskåret pålæg, for det er der kort holdbarhed på. Og så er der mange, der skal farsere deres kalkun og have en medister med. Der er mange, der også vil have en flæskesteg, så den ikke har været en tur i fryseren, fortæller slagteren fra Holstebro.

Særligt den 22. og 23. december har været travle for slagteren og hans medarbejdere. 

- Det er rigtig fedt, og selvom vi er megatrætte i aften, så har det været en dag vi snakker om. Det skal være sjovt og hyggeligt, og det er lidt sjovere end en februar-dag, hvor folk er på slankekure og skal tømme fryseren, siger Jens Bertelsen.