Landsby trodser corona-krisen: Har skabt 21 nye arbejdspladser og åbnet to butikker

Mens hele verden de seneste måneder har været i krise på grund af coronavirus, har de 755 indbyggere i Nr. Felding ved Holstebro været i arbejdstøjet og knoklet for deres by.

Fællesskabet i Nr. Felding er stærkt. Byens borgere har samlet 800.000 kroner ind til en ny købmand.
Fællesskabet i Nr. Felding er stærkt. Byens borgere har samlet 800.000 kroner ind til en ny købmand.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

I en tid med massefyringer og nedlukninger har Nr. Felding åbnet en købmand og en børnetøjsbutik.

- Mens Danmark har lukket ned, har vi lukket op. Der har været kæmpe stor opbakning og engagement fra borgerne. Både økonomisk og med frivillige hænder. Vi har en gennemsyret ildsjælekultur og fællesskab, siger Leif Brøgger, der er formand for borgerforeningen i Nr. Felding.

Købmanden i Nr. Felding havde ellers været lukket siden december 2019, men byens borgere har købt anparter til 2.500 kroner stykker og har dermed de sammen med sponsorater skaffet 800.000 kroner til genåbningen af købmanden. Så i lørdags var der stor fest hos købmanden.

- Jeg tror, at det kommer til at gå denne gang, fordi folk har samlet penge ind i anparter, og mange har lagt frivilligt arbejde her, så nu har byen en følelse af, at det er deres butik, siger Kenneth Johansen, som er ny købmand i byen.

Min Købmand i Nr. Felding havde sammen med børnetøjsbutikken OllieOllie.dk åbningsfest i lørdags.
Min Købmand i Nr. Felding havde sammen med børnetøjsbutikken OllieOllie.dk åbningsfest i lørdags.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

- Sammen kan vi rigtig meget

En af dem, der har været med til at finansiere den nye købmand, er Carina Mølgaard. Hun har boet i Nr. Felding i 18 år og købt en af anparterne i købmanden.

- Jeg har en tro på, at det er vigtigt, at vi har en købmand som samlingssted i vores lille by. Her møder man altid nogen, man kender, eller også kommer man til at hilse på nogen, man ikke kender og lærer dem at kende, siger Carina Mølgaard.

Hun har også valgt at give penge til købmanden for at sikre sin egen fremtid.

Jeg tror på, at når vi engang skal sælge vores hus, så er det en vigtig ting, at man har en købmand, der kan være med til at trække priserne op sammen med vores skole og de andre fritidsting, vi har, siger Karina Mølgaard.

Udover de 800.000 kroner, der er samlet ind til købmanden, så er der også lagt 1.200 timers frivilligt arbejde i at få butikken shinet op.

- Vi er en lille by, og os, der bor herude, har et samfundssind, der siger, at vi kan lidt alle sammen, og sammen kan vi rigtig meget. Det er unikt for byen, mener Carina Mølgaard.

Åbningsfest for to butikker

Til lørdagens åbningsfest var Nr. Feldings anden nye butik også med. Lige over for den nye købmand, sælger 22-årige Sandie Lauridsen børnetøj – både fra butikken og online.

- Jeg kan mærke, at det sammenhold, der er her i byen, er helt fantastisk, og det har været vigtigt for mig. Herude ser vi hinanden som samarbejdspartner, så vi er ikke konkurrenter, som man kan være i gågaden, og det er vores styrke, siger Sandie Lauridsen, der ejer butikken OllieOllie.dk.

Udover ny købmand og børnetøjsbutik, så er erhvervsvirksomheden Røns Køleteknik i gang med en større udvidelse i Nr. Felding. Under coronakrisen er de gået fra fem til ni medarbejdere. Samlet set er det blevet til 21 nye arbejdspladser i Nr. Felding i år.

Leif Brøgger er formand for borgerforeningen i Nr. Felding.
Leif Brøgger er formand for borgerforeningen i Nr. Felding.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Rift og byggegrundene

Den sidste ledige byggegrund i den vestjyske landsby blev solgt i marts 2020, så nu er der sammen med Holstebro Kommune sat gang i en forundersøgelse til nye byggegrunde.

- Vi mangler noget til de næste tilflyttere. Vi regner med, at der kommer 12-14 nye byggegrunde, siger formand for borgerforeningen i Nr. Felding.

Nr. Felding har en formandsgruppe, hvor alle interessegrupper i byen har medlemmer med. Gruppen mødes frie gange om året for at koordinere og skabe samarbejdsmuligheder.

2:29