Kvinde tilstod røveri

Butikstyv havde mere på samvittigheden

Politi_5.jpg

Der viste sig at være dobbelt gevinst, da politiet torsdag eftermiddag anholdt en 30-årig kvinde for butiks-tyveri i Herning.

Kvinden benyttede den efterfølgende afhøring til at lette sin samvittighed. Hun fortalte, at hun i efteråret var  med til at begå et røveri mod Nærkøb-butikken på Struervej i Holstebro den 17. september. Her truede hun med en kanyle og fik udleveret omkring 3000 kroner.

Den 30-årige kvinde, der stammer fra Herning-egnen, blev fredag varetægtsfængslet i 14 dage. Politiet leder stadig efter en medgerningsmand til røveriet.