Kvikke øjenvidner hjalp købmand to gange på en dag

To dramaer udspillede sig på samme dag hos en købmand. Begge gange var der hurtig hjælp fra øjenvidner.

Rambuktyveri Spar Borbjerg
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Det gik voldsomt for sig, da tyveknægte fjernede et pengeskab fra en købmand i Borbjerg.

Med en stor Claas 630-traktor brød de gennem en mur og stak af med pengeskabet fra købmandens kontor.

Det skete ved et-tiden natten til onsdag. Der gik dog kun 7-8 minutter, før købmand Bjørn Jacobsen stod i butikken efter tyveriet.

- Men der var de ’fløjet’, fortæller købmanden, der var meget forundret over det surrealistiske syn, der mødte ham.

- Så kom vi der til et stort hul ind til kontoret.

Fik hjælp fra naboer

Han havde ikke selv hørt braget og lyden fra den store traktor, men det havde kvikke naboer og genboer.

- På utrolig kort tid havde de både fået ringet til politiet og os, fortæller den imponerede købmand.

Det var dog ikke første gang på et halvt døgn, at købmanden fik hjælp fra vågne vidner. 

- Tidligere på dagen var nogle 25-årige unge mennesker sluppet afsted med at stjæle noget fra butikken på vej ud.

Men også her var der hurtigt hjælp at hente.

- Tre vidner kunne give godt signalement af tyvene sammen med en god beskrivelse af deres bil og nummerplade, så dem fik man hurtigt identificeret, fortæller købmand, Bjørn Jacobsen.

Store skader

Selv om to af tre formodede rumænske gerningsmænd fra nattens tyveri allerede blev pågrebet i løbet af få timer ved hjælp af hunde, helikopter og flere politipatruljer, så ærgrer købmanden sig over de store skader, der er sket på bygning og inventar. Han undrer sig også over, hvorfor lige hans butik blev udsat for så voldsomt et angreb.

- Vi har pengeløse kasser og ligger aldrig inde med kontanter, fortæller han.

Åbent onsdag

Han har ikke tænkt sig at beskytte sig yderligere mod et scenarie, som det der skete i nat.

- Hvis de kommer med sådan nogle køretøjer, så er det lige meget, hvad man gør, siger Bjørn Jacobsen, der trods alt holder åbent onsdag. 

Efter traktoren havde brudt gennem muren, var der direkte adgang til købmandens kontor ude fra.
Efter traktoren havde brudt gennem muren, var der direkte adgang til købmandens kontor ude fra.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Skaderne skete primært på kontoret, hvor Bjørn Jacobsen normalt arbejder, og det har han valgt at tage med et smil.

- Så siger jeg til mine medarbejdere, at nu kan jeg få lavet noget i stedet for at sidde på kontoret.