Kommune sætter skatten op: - Jeg har det ikke godt med det

Budgetterne for de næste fire år er faldet på plads i næsten alle de midt- og vestjyske kommuner. Holstebro Kommune sætter som den eneste skatten op.

De midt- og vestjyske byrådspolitikere har i flere uger forhandlet om budgettet for de næste fire år. Nu er de nået til enighed i stort set alle kommuner.

I morges lykkedes det at indgå et forlig i Holstebro Kommune. Her skal borgerne som de eneste i Midt- og Vestjylland betale mere i kommuneskat.

quoteJeg har det ikke godt med, at vi skal hæve skatten. Det er første gang, vi gør det siden den nye kommune i 2007.

HC Østerby, borgmester

- Jeg har det ikke godt med, at vi skal hæve skatten. Det er første gang, vi gør det siden den nye kommune i 2007, siger den socialdemokratiske borgmester HC Østerby.

Sammen med SF og Radikale er Socialdemokratiet blevet enige om at hæve skatten med 0,2 procent for at styrke folkeskolen.

- Når nu skoleområdet får et skal løft, så tror jeg på, at borgerne og forældrene til børnene er okay med, at skatten bliver sat lidt op, siger borgmesteren.

Med en indkomst på 350.000 kroner om året, svarer skattestigningen til 70 kroner i måneden ifølge HC Østerby.

Ikke et tema i Ringkøbing-Skjern

Holstebro Kommune er den eneste kommune her i landsdelen, der hæver skatten i budgettet for de kommende år.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har det overhovedet ikke været på tale at justere på skatten.

- Det har slet ikke været et tema at skrue på skatten, selv om vi er voldsomt udfordret på økonomien. I Venstre mener vi ikke, at det fører til noget som helst at hæve skatten, siger Venstre-borgmesteren Hans Østergård.

Et samlet byråd stod bag forliget i kommunen, som skal spare 300 millioner kroner over de kommende fire år.

Forlod forhandlinger i protest

At hæve skatten var ikke noget, de borgerlige partier ville være med til i Holstebro Kommune. De forlod forhandlingerne i protest.

- Det her er et dyk i borgernes lommer. Vi har sagt nej til skattestigningen, fordi det ikke er nødvendigt for 2020, måske bliver det senere, siger Jens Kristian Hedegaard, byrådsmedlem for Venstre.

Derfor var kun tre ud af de seks partier i byrådet med i budgetforliget.

- Jeg havde håbet på, at vi kunne have fået et bredt forlig. Jeg er da træt af, at det ikke lykkedes. Vi har et fantastisk samarbejde, siger HC Østerby.

Se inslag: Som den eneste kommune her i landsdelen har politikerne valgt, at skatten nu skal stige. Til næste år skal borgerne derfor betale 0,2 procent mere i skat.

Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Politik.