Køkkenproducent scorer stor ordre: 20.000 køkkener årligt

Køkkenproducenten TMK har indgået en to-årig aftale med en indkøbsorganisation.

Produktionen af køkkener i Danmark har en lys fremtid.
Produktionen af køkkener i Danmark har en lys fremtid.

TMK i Tvis kan se frem til godt med arbejde de kommende to år. Køkkenproducenten har underskrevet en aftale med indkøbsorganisationen Almen Indkøb. Det betyder, at de kan komme til at skulle levere op til 20.000 køkkener årligt.

- Denne aftale udgør alene et meget væsentligt vækstpotentiale for os. Organisationen Almen Indkøb køber ind for mere end 270.000 lejligheder i almennyttige boligforeninger, hvor der gennemsnitligt udskiftes 8 procent af køkkenerne hvert år, siger administrerende direktør i TMK Ole Lund Andersen til Børsen.

TMK producerer mærkerne Tvis og Svane. Sidste år havde de en omsætning på mere en 530 millioner kroner. 

Stor fremgang siden 2010

Administrerende direktør Ole Lund Andersen har siden 2010 leveret tocifrede vækstprocenter. TMK udgør størstedelen af TMC Group-Koncernen, som blandt andet også laver skabe. Koncernen har nu årligt en omsætning på over en halv milliard kroner. 

Hos TMK er de glade for, at aftalen er i hus, selvom opgaven er anderledes, end de er vant til. 

- Det er nok typisk ikke så store og dyre køkkener, som vi ellers ofte leverer. Men aftalen giver os et stort volumen af standardprodukter, og det er jo en stor fordel for enhver produktionsvirksomhed, siger Ole Lund Andersen.