Knivstikkeri i Holstebro: Tre mænd varetægtsfængslet for grov vold

Tre mænd er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et knivstikkeri i Holstebro. De er alle sigtet for grov vold.

Ved et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro blev tre mænd i dag varetægtsfængslet.
Ved et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro blev tre mænd i dag varetægtsfængslet.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Tre mænd var i dag i grundlovsforhør efter et knivstikkeri ved Thorsvej i Holstebro i weekenden.

De tre sigtede meldte sig selv til politiet i morges og blev efter dagens grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for grov vold.

- Der er fundet begrundet mistanke for, at de tre har begået grov vold i forbindelse med den episode, som var i Holstebro, og ingen af dem har kæret belutningen, forklarer anklagerfuldmægtig Jakob Kjær.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, da politiet fortsat eftersøger to personer i forbindelse med knivstikkeriet.

Sigtelsen blev ændret

Politiet rejste i første omgang en sigtelse for forsøg på manddrab, men retten fandt kun, at de tre mænd kunne varetægtsfængsles på en begrundet mistanke om grov vold.

- Men politiet skal stadig efterforske sagen for at se, om man kan finde andre relevante oplysninger, forklarer Jakob Kjær.

Selvom de tre mænd alle meldte sig selv til politiet, er de ikke enige i sigtelsen. 

- Min klient nægter sig skyldig, både i forhold til forsøg på manddrab og grov vold, fortæller den ene af de tre mænds forsvarer, Berit Ernst.

De erkender kun, at de har været til stede, da episoden fandt sted, ligesom en af dem erkender, at han i nødværge har slået en af de forurettede i baghovedet med en sten.

1:19
Det er to unge mænd på 24 og 25 år, der er blevet stukket med en kniv lørdag aften. Den ene i låret og den anden i brystkassen. De er begge to uden for livsfare.