Knivmand anholdt på åben gade

28-årig gik tur med to knive i Holstebro.

HolstebroNaerSkilt.jpg

En mand bevæbnet med to køkkenknive skabte mandag aften utryghed i det indre Holstebro.

Politiet fik klokken 20.20 en anmeldelse om en mand, der gik rundt og fægtede med to knive på Kirkepladsen - anmelderen holdt øje med med manden på afstand og kunne dermed dirigere betjentene frem til stedet - anholdelsen foregik da også helt uden dramatik, oplyser lokalpolitiet i Holstebro. Inden anholdelsen nåede betjentene dog også at kropsvisitere en kondiløber, der tilfældigvis kom forbi.

Manden med knivene viste sig at være en 28-årig mand, der i forvejen er godt kendt af ordensmagten. Udover at han formentlig var en smule påvirket, har politiet ikke nogen forklaring på, hvorfor han gik rundt med to knive i midtbyen.

Han har tilsyneladende ikke truet nogen, og når han er blevet afhørt, bliver han formentlig løsladt igen - men han er stadig sigtet for overtrædelse af våbenloven.