Kasserer snød lille idrætsforening for næsten en million kroner

En 38-årig tidligere kasserer i Tvis Fitness er i dag blevet dømt for underslæb.

En 38-årig kasserer har i dag modtaget sin dom.
En 38-årig kasserer har i dag modtaget sin dom.

Næsten en million kroner.

Så meget nåede en 38-årig kvinde at få ud af Tvis Fitness, inden hun blev opdaget. Pengene tog hun til sig selv, både ved hjælp af bankoverførsler og kontakthævninger.

- Hun fortalte, at hun som kasserer sad alene med fuldmagten til at råde over midlerne. Hun havde skjult noget af det ved at give forkerte oplysninger i bogføringen, og noget havde hun slet ikke bogført, fortæller specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Bolette Nørbjerg.

Svindlen har stået på i mellem den 13. marts 2012 og 17. oktober 2016.

Kvinden blev derfor i dag i retten i Holstebro idømt et år og tre måneders betinget fængsel, samtidigt med at hun har fået 200 timers samfundstjeneste.

Betaler tilbage

Kvinden er allerede i gang med at betale tilbage, og hun skylder på nuværende tidspunkt cirka 440.000 kroner til Tvis Fitness.

Dem er hun ifølge dommen også forpligtiget til at betale tilbage.

- Retten lagde vægt på, at hun havde betalt et større beløb tilbage som den eneste formildende årsag. Samtidigt er hun tidligere ustraffet. Jeg er umiddelbart tilfreds, siger Bolette Nørbjerg.

Kvinden modtog dommen, og anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke.