Kasper Kildelund: - Det er en forløsning

For TTH-spillerne var det en fantastisk oplevelse at vinde pokalfinalen i håndbold på hjemmebane.

- Sindssyg fed kulisse, en fyldt arena – det kunne ikke være bedre, lyder det fra Kasper Kildelund efter sejren.
- Sindssyg fed kulisse, en fyldt arena – det kunne ikke være bedre, lyder det fra Kasper Kildelund efter sejren.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Pokalfinalen i håndbold er netop fløjtet af, og Gråkjær Arena i Holstebro er på kogepunktet. TTH Holstebro kan kalde sig pokalmestre efter en sejr på 26-21 over GOG på hjemmebane.

I et inferno af larm fra tilskuerne beskriver TTHs tidligere GOG-spiller, Kasper Kildelund, oplevelsen således:

- Jamen det er jo fantastisk. Det er en forløsning. Det er fantastisk at kunne vinde på hjemmebane, siger han til TV MIDTVEST.

- Sindssyg fed kulisse, en fyldt arena – det kunne ikke være bedre. 

Holdkammeraten Jonas Porup supplerer:

- Ahhh, det er fedt. Det var jo det, vi havde håbet på.

- Vi lykkes også med det, vi har planlagt og får virkeligt godt styr på defensiven og så løbe nogle kontraer.

Propperne sprang selvfølgelig, da TTH havde hevet sejren i hus i Gråkjær Arena.
Propperne sprang selvfølgelig, da TTH havde hevet sejren i hus i Gråkjær Arena.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Finalen bølgede frem og tilbage som en boksekamp, men TTH Holstebro kunne til sidst kalde sig pokalvinder med en 26-21-sejr over GOG.

Pokaltitlen er den anden i klubbens historie, efter at det for ti år siden også lykkedes at vinde finalen.