Karakterfri elever vinder lille sejr om eksamen

Prøvefri skoler kan nu sende unge til to optagelsesprøver, men kæmper videre for at bevare karakterfriheden.

I mere end 35 år har Holstebro Friskole været vant til ikke at gå til eksamen.
I mere end 35 år har Holstebro Friskole været vant til ikke at gå til eksamen.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Nu kan elever og forældre på de karakterfri friskoler umiddelbart ånde lettet op.

Det ser nemlig ud til, at eleverne får mulighed for på linje med folkeskoleeleverne at komme med i et opsamlingsheat, hvis de ikke får de nødvendige karakterer.

- Det er jo en del af det at være os ikke at have prøver og karakterer på skolen, og det, synes vi, at vi gør rigtig godt, siger Nina Stilling, der skoleleder på Holstebro Friskole, hvor eleverne ikke har været vant til at gå til eksamen i mere end 35 år.

30 danske friskoler har som pædagogisk princip, at eleverne ikke skal have karakterer eller op til prøver. Otte af skolerne ligger her i landsdelen.

Men det princip bliver udfordret af gymnasiereformen og dens skærpede adgangskrav. Fra nytår skal man nemlig have mindst 5 i karaktergennemsnit for at komme i gymnasiet, og 4 hvis man vil ind på en HF-uddannelse.

Derfor blev friskoleeleverne i første omgang tilbudt at tage en afgangseksamen - uden chance for omprøve.

- Det er klart, at vi gerne vil gøre det bedste for vores elever, så vi træner dem blandt andet i det at sidde i en presset situation, for eksempel så har vi leget skriftlig dansk, selvfølgelig uden de får karakterer, siger Nina Stilling.

Klarer sig ikke dårligere

Der er heller intet der tyder på, at eleverne fra de prøvefri skoler klarer sig dårligere end andre unge, der starter en gymnasial uddannelse.

- De er kommet med et andet grundlag end vores øvrige elever, men har klaret sig fuldt ud lige så godt som de elever, der kommer fra de prøvebundne skoler, siger Peter Damgaard Lunde, rektor på Holstebro Gymnasium og HF.

I sidste ende er det dog op til politikerne på Christiansborg, om elever på de karakterfri skoler kan slippe for prøver og beholde de personlige evalueringer, der indtil nu har givet adgang til en ungdomsuddannelse.

- Jeg har set, hvordan sådan en evaluering ser ud. Den er meget lang og handler om den enkelte elev på alle mulige måder både i forhold til det personlige, kompetencer og de fagfaglige kompetencer, så derfor synes jeg, at det er et godt alternativ, siger undervisningsordfører og folketingsmedlem Annette Lind (S).

Kæmper videre

At komme med i et opsamlingsheat er på sin vis en sejr, men alligevel kæmper friskolerne. For løsningen risikerer at ødelægge alt det, de karakterfri friskoler egentlig ville.

- Vi er så tæt på vores elever, at vi ser os i stand til at sige, om de er egnet eller uegnet, om de har kvalifikationerne til at komme ind på en ungdomsuddannelse, siger Nina Stilling.

En delegation fra de prøvefri friskoler besøger fredag Undervisningsministeriet for at drøfte de nærmere detaljer omkring de kommende prøver.

2:57
Prøvefri skoler kan nu sende unge til to optagelsesprøver men kæmper videre for at bevare karakterfriheden