Kæmpe 90'er-fest slutter af i Holstebro

Når Vi Elsker 90'erne slår vejen forbi Holstebro lørdag, så er det den sidste koncert på den store 90'er-turné.

Hampenberg er blot en af de mange 90'er-artister, der spiller til Vi Elsker 90'erne.
Hampenberg er blot en af de mange 90'er-artister, der spiller til Vi Elsker 90'erne.
Foto: Morten Ryming

Der bliver nostalgi for alle pengene i Holstebro på lørdag, når verdens største 90’er fest brager løs.

Vi elsker 90’erne er blandt de fem mest besøgte festivaler i Danmark. I år regner arrangørerne med, at 100.000 festglade danskere og svenskere vil se og danse med i seks danske byer og fire svenske. Det er første gang, musikbegivenheden kommer til Holstebro.

Efter sidste års tur rundt om i landet, spurgte arrangørerne publikum via deres sociale medier, hvilke bands, de ønskede at se i 2017.

AQUA stod øverst på listen og Riffi Haddaoui, der er tidligere professionel fodboldspiller og manden bag konceptet, gik i gang med at få diverse navne - inklusiv AQUA - ombord.

Safri Duo gæster eksklusivt Vi elsker 90’erne i år, Toy-box er blevet gendannet for at spille på verdens største 90’er scene, og som en stor overraskelse for arrangørerne, blev Diskofil sat højt på listen over navne, publikum gerne så på plakaten, så de kommer også.

Peter André er tilbage igen i år, Whigfield er tilbage efter en pause i Vi elsker 90’erne-regi, og for første gang nogensinde optræder Dr. Alban og Haddaway sammen.

- For os handler det om, at skabe den bedste fest mulig og hele tiden sørge for, at  publikum synes, de får noget nyt. Derfor har vi kæmpet helt vildt for at få AQUA gendannet, og for at få Toy-Box gendannet, og så spiller Safri Duo eksklusivt på festivalen. Vi glæder os helt vildt til at komme til Holstebro for allerførste gang, siger Riffi Haddaoui, stifter og en af arrangørerne af Vi elsker 90’erne. 

Der er stadig billetter til den store 90'er-fest på lørdag, og festlighederne starter allerede kl. 11.