Juletravlhed hos krematorie – løber stærkt op til jul

Juletravlheden har meldt sig hos Holstebro Krematorie. December er en af de måneder, hvor flest går bort. Derfor må medarbejderne på krematoriet løbe ekstra stærkt for at følge med.

Normalt kremerer Holstebro Krematorie 50 kister på en uge. I sidste uge kremerede de knap 80 kister.
Normalt kremerer Holstebro Krematorie 50 kister på en uge. I sidste uge kremerede de knap 80 kister.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Op til jul er der travlt på posthusene, i supermarkederne og butikkerne.

Men juletravlheden har også sneget sig ind et sted, som vi ikke ligefrem forbinder med jul - nemlig på krematoriet i Holstebro. 

- Dels er der færre arbejdsdage på grund af alle helligdagene, der kommer nu her. Og så er det jo sådan, at her i december kan vi se en lille stigning i antallet af dødsfald, fortæller Michael Smidemann, der er kirkegårdsleder på Holstebro Kirkegård.

Ekstra mange kremeringer

På krematoriet i Holstebro kører ovnen fra fem om morgenen til midnat hver dag.

Det er decembers mange helligdage, der gør, at medarbejderne på krematoriet må løbe stærkere end normalt.

- I en normal uge kremerer vi 50 kister. Men i sidste uge har vi kremeret 80 for at få plads til de kister, der kommer her i helligdagene, siger Michael Smidemann.

En kremering tager 60-80 minutter.

- Vi har kun én ovn, så vi kan kun have en kiste i gang. Og en kremering tager den tid, den tager, fortæller kirkegårdslederen.

På krematoriet i Holstebro er der plads til 46 kister i kølerummet.

Krematorieassistent Kurt Grauggaard er ved at gøre klar til bisættelse. Han fortæller, at de fik 18 kister ind i lørdags.
Krematorieassistent Kurt Grauggaard er ved at gøre klar til bisættelse. Han fortæller, at de fik 18 kister ind i lørdags.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Svært at placere bisættelserne

I Herning Kirke kan det også være lidt svært at få klemt bisættelserne ind blandt alle julegudstjenesterne.

Kirken har nemlig ikke bisættelser den 24., 25. og 26. eller om søndagen.

- Det er jo klart, at i sådan en tid, hvor vi har mange helligdage og juledage, så er der også få dage at placere bisættelserne på, siger sognepræst Jens Moesgård Nielsen.

2:27
 

Men det er ikke kun krematorier og præster der har travlt. En bisættelse passer sjældent ind i en families kalender.

- Alle familierne har jo i forvejen en masse ting, som de skal have passet ind i deres planlægning, for samtidig med at de skal tage afsked med en af deres kære, så skal de også fejre jul, siger Jens Moesgård Nielsen.

Trods juletravlheden slår sognepræsten fast, at vi skal tage os tid til at få sagt ordentligt farvel.

- Det er jo vigtigt, at det her bliver gjort på en værdig og god måde for alle parter, så man både kan få taget afsked på en rigtig god måde, samtidig med at man også kan fejre jul.

9:24
Fast Arbejde besøgte i januar Holstebro Krematorie. Se udsendelsen her.