Jonas-eftersøgning fortsætter i dag

Missing People tror fortsat på, at den forsvundne soldat Jonas Hedegaard Hansen er i Vandkraftsøen i Holstebro. I dag klokken 10 fortsætter eftersøgningen.

230315_Eftersoegning2.jpg

Organisationen Missing People fortsætter i dag deres eftersøgning af den forsvundne Jonas Hedegaard Hansen, som nu har været forsvundet siden den 6. marts.

I går var dykkere fra Frømandsklubben Delfinen i vandet for at lede, men uden at de fandt noget.

- I dag har vi sendt patruljer ud langs med søbredden, for at tage de ting der skulle ligge på overfladen, siger Søren Pedersen, indsatsleder, Missing People.

Eftersøgningen i Vandkraftsøen er blevet intensiveret efter at lighunde lørdag reagerede kraftigt på duftspor i området omkring Tvis Møllevej. Sammenholdt med tidligere duftspor er eftersøgningen derfor indkredset i et område i nærheden af dette sted.

- Vi er 100 procent sikre på, at der er et lig i eller omkring i søen. Og det er dét, vi nu skal finde, sagde René Nielsen søndag til TV MIDTVEST.

Eftersøgningen fortsætter resten af dagen - og de kommende dage, hvis det er nødvendigt.

- Vi bliver ved indtil vi har fundet Jonas, siger Søren Pedersen, indsatsleder, Missing People.