Jesper malede facaden på sin nye bodega - få timer senere stod taget i flammer

Stellas Bodega havde åbent to dage, inden en ildbrand lukkede for ølhanerne.

1:16
Jesper Dyrberg har endnu ikke et overblik over skaderne på bodegaen.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Jesper Dyrberg og kollegerne havde glædet sig i ugevis.

Øllene var på køl og smilene fundet frem, og fredag oprandt dagen endelig, hvor Stellas Bodega i centrum af Holstebro kunne slå dørene op til nyrenoverede lokaler efter halvanden måned med store renoveringer.

Men åbningsweekenden er endt som alt andet festlig for den nye forpagter, de ansatte og stamgæsterne.

Kort før midnat natten til søndag blev han vækket af sin telefon i hjemmet i Naur vest for Holstebro. I røret var en kollega, der kunne berette, at bodegabygningens tag stod i flammer. 

- Det er rigtig trist. Det er folks hverdag og deres dagligstue. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige, lyder det fåmælt fra forpagteren dagen derpå.

Jesper Dyrberg har i flere år drevet baren Kruset i Holstebro. Den lukkede for nylig, så han kunne fokusere alle kræfter på Stellas Bodega. 

- Vi har arbejdet uafbrudt i halvanden måned. Fra morgen til aften, lyder det fra Jesper Dyrberg, der så sent som lørdag aften var i gang med at male de sidste detaljer på bygningens nye facade. 


Alle slap ud

Søndag er der tydelige sodmærker på de rødmalede mursten, mens også et enkelt vindue er blevet fjernet i forbindelse med branden. 

- Vi må se, hvornår vi kan åbne. Skadeservice er i gang, konstaterer forpagteren, der nu skal have fat i forsikringsselskabet.

Beredskabet har været til stede i store dele af søndag.
Beredskabet har været til stede i store dele af søndag.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Brandvæsnet var hurtigt fremme, da der blev slået alarm af to betjente i området. Det lykkedes derfor at holde branden til tagetagen, men bodegaen har lidt både vand- og sodskader. 

- Vi forstår det ikke rigtigt. Det er surrealistisk, siger forpagteren.

Vand fra slukningsarbejdet er endt i baren på bodegaen.
Vand fra slukningsarbejdet er endt i baren på bodegaen.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Det meste af søndag har håndværkere været i gang ved bygningen. De har blandt andet tætnet taget, så der ikke kommer yderligere vandskader på krostuen, der ligger i etagen under det sted, der brændte.

Midt- og Vestjyllands Politi arbejder i skrivende stund ud fra en tese om, at branden er påsat. 

En 28-årig mand er nu varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have påsat branden, men nægter sig skyldig.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.