Iværksætter og psykisk syg: - Det er vigtigt at være åben

Efter flere år som soldat blev Palle Würtz ramt af psykisk sygdom. Men det har ikke forhindret ham i at starte egen virksomhed.

4:03
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

Selvom man er psykisk syg og lider af PTSD så kan man sagtens drive sin egen virksomhed. Det mener den 34-årige veteran Palle Würtz fra Holstebro.

- Får vi ikke italesat psykisk sygdom, og får vi ikke talt forebyggelse, så kommer det her med stress og depression til at overhale fedme og rygning indenom. Det kræver, at vi er nogle flere voksne der tør åbne munden, siger Palle Würtz, der er iværksætter fra Holstebro.

Den 34-årige tidligere soldat stiftede for et år siden sin egen træ-virksomhed Thatwooddo, som producerer bæredygtige møbler og interiør i træ. Samtidig med sit arbejde der, arbejder han også med at nedbryde tabuer om sin psykiske sygdom, som han fik efter tolv år som soldat i blandt andet Afghanistan. En dag blev det hele for meget.

- Jeg var soldat i blodet. Det var det, jeg skulle resten af mit liv, og lige pludselig stod jeg og faldt fuldstændig sammen. Jeg kunne ikke engang finde ud af at stave mit eget navn eller tage havregrynene ud af skabet, uden at glemme, hvad jeg skulle med dem, siger han.

Men han er ikke bange for at tale åbent om sin sygdom. Og det er vigtigt at gøre det, mener han.

- Hvis jeg bare kan få et menneske til at åbne op, inden de ligger på gulvet og raller, så giver det mening for mig, siger han.

Selvom det kan være hårdt at leve med PTSD, så har Palle Würtz stadig mod på fremtiden.

- Jeg vil bare gerne være en god far inderst inde - så kan alt det andet være lige meget. Men når du er psykisk syg, og har de udfordringer jeg har, så kan dét at være en god far bare være det, at tage min datter ud i værkstedet og lære at slå et søm i. Så er det alt, jeg drømmer om, siger han.

Udover sig selv har Palle Würtz én mere ansat i virksomheden.