Efter at have afsøgt hele varehuset med bombehunde uden resultet, besluttede politiet onsdag kort efter klokken 23 at ophæve afspærringen af Bilka Holstebro.
På det tidspunkt havde varehuset været afspærret i næsten fem timer, efter at der kl. 18:15 var blevet indtelefoneret en bombetrussel.
Bombetruslen blev gentaget kl. 18:42 i et telefonopkald til TV/MIDT-VEST. På det tidspunkt var ansatte og kunder i varehuset allerede i færd med at blive evakueret. De fik besked over højttalerne og blev i første omgang gennet ind i den nærliggende El-Giganten.
Også trafikken blev påvirket at bombetruslen. Togene mellem Holstebro og Struer var under hele forløbet aflyst, fordi jernbanen går tæt forbi Bilka.
Sent torsdag aften forelå der i følge politiet ingen oplysninger om mistænkte i sagen.
(Ritzau)