Influenza koster vestkystsæler livet

Flere hundrede sæler langs vestkysten er ramt at den dødelige sælsygdom, der i september ramte sælerne i Limfjorden. (arkivfoto)

DoedeSaeler.jpg

TV MIDTVEST kunne onsdag fortælle, at den dødelige sælsygdom, der i september ramte sælerne i Limfjorden, nu har spredt sig til en lang række sæler langs vestkysten.

I dag står det klart, at sælbestanden er betydeligt hårdere ramt end først antaget.

- Vi har ikke et samlet overblik endnu, fordi der stadig kommer dyr ind, men på Vestkysten drejer det sig om flere hundrede, og det gør det også i de indre danske farvande. Det er selvfølgelig et gæt, men inden det er overstået, vil jeg tro, at vi når over 1.000 døde sæler.

Sådan fortæller Lasse Fast Jensen, der er biolog og museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, til Dagbladet Holstebro Struer.

Sygdommen, som sælerne er ramt af, er en smitsom influenza, der svækker deres immunforsvar så meget, at de kan dø af det.

Det vides endnu ikke, præcist hvilken form for influenza, der er tale om. Alligevel maner Lasse Fast Jensen til ro.

- Det er ikke noget, man skal være bange for, men vi anbefaler, at man lader være med at røre ved sælerne, og at man holder hunde væk fra dem, for vi ved meget lidt om sygdommen, forklarer han til Dagbladet Holstebro Struer.

 

I september talte TV MIDTVEST med dyrlæge Trine Hammer Jensen, der tog et kig på de døde sæler i Limfjorden. Det indslag kan du se her: