Imprægneret i alkohol og urin: Kom med til gravøl for en gammel bænk, der får følelserne frem

I dag blev der sagt farvel til en populær bænk midt i Holstebro.

2:07
Bænken fra Enghaveplads blev skålet i graven.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Et stort byggeprojekt i Holstebro midtby har betydet, at en bænk, hvor byens mere tørstige borgere har holdt til, er blevet fjernet. Men i dag fik bænkens gamle venner mulighed for at gense deres trofaste siddeplads.

Korshærspræst Søren Nielsen havde nemlig flyttet bænken hjem til sig selv for at holde en ordentlig afskedsfest og for at ære alt det, som bænken har lagt brædder til gennem årtier.

- Den er jo imprægneret i en skøn blanding af alkohol og urin. Det er utallige mennesker, der har mødtes der og delt liv og tanker der, og jeg har ofte oplevet at sidde på bænken med dem og få en god snak, siger han.

En bænk med stor betydning

Siden slutningen af 70'erne har bænken stået på Enghaveplads, men med planer om at udvikle bymidten og blandt andet bygge en biograf, har bænken måttet vige pladsen.

- Den har betydet meget. Det har været et fælles sted, hvor vi kunne sidde og få en morgenøl eller formiddagsøl, siger Rudi Andersen, som har været bruger af bænken gennem mange år.

55-årige Niels Kristian Nielsen har brugt bænken gennem de sidste 20 år, og han var der den dag, hvor bænk og træer blev fjernet fra deres mangeårige plads.

- Der var ingen, der kunne sidde der mere. Der var ingen, der kunne gøre noget. Hvad skulle vi gøre? Træerne og alting blev fjernet, siger en meget bevæget Niels Kristian Nielsen.

Den originale bænk bliver nu flyttet til Korshærens Baghave i Nygade, men Holstebro Kommune lover, at der også i fremtiden bliver plads til en bænk i bymidten.