Idrætsfestival for handicappede til Holstebro
Holstebro bliver vært for Special Olympics Idrætsfestival i 2016.
Holstebro bliver vært for Special Olympics Idrætsfestival i 2016 - det blev meddelt, da dette års festival sluttede i Frederikssund søndag eftermiddag. I tre dage har idræt og socialt samvær været i højsædet ved en begivenhed med 600 deltagere, som om to år altså rykker til Nordvestjylland.
- Vi er meget glade for at kunne offentliggøre Holstebro Kommune som vært for Special Olympics Idrætsfestival 2016. I Holstebro får festivalen rigtig gode rammer, og vi har blandt andet vægtet, at mange af faciliteterne er inden for gåafstand af hinanden, udtaler Søren Jul Kristensen, breddeidrætschef i Dansk handicap Idræts-Forbund, i en pressemeddelse.
Formanden for Udvalget for Kultur og Fritid i Holstebro Kommune, Leif Brøgger (Venstre), glæder sig over værtskabet.
- Jeg ser utrolig mange muligheder forbundet med, at festivalen afholdes her. Holstebro Kommune har fokus på idrættens værdier i en sundhedsfremmende indsats, og inden for det seneste år er vi begyndt at arbejde målrettet for at inkludere og styrke idrætsdeltagelsen for borgere med handicap i det ordinære foreningsliv.
Holstebro er den fjerde jyske kommune, der bliver vært for Special Olympics Idrætsfestival. Sidst festivalen blev afholdt i Jylland var i Ringkøbing i 2012.