Hvid jul i Tvis: Familiefar tog sne med hjem fra Norge

En familiefar fra Tvis overraskede sine tre børn med et stort læs sne i indkørslen lillejuleaften.

Der var skeptiske blikke fra ungerne, da familiefaren Michael Clausen i morges spurgte, om de ville med ud for at bygge en snemand.

For kunne det virkelig passe, at der på trods af landsdelens vandede vejrprognoser var en hvid jul i sigte?

Det kunne det. For Michael Clausen, der til dagligt arbejder som vognmand, havde taget en kubikmeter sne med hjem fra Hemsedal i Norge.

- Jeg kører lastbil deroppe, og ungerne vil gerne have en hvid jul. Så jeg fik det hele lagt i en bunke i gårdspladsen.

- Først troede de ikke rigtigt på det. Men da de så, at jeg havde et læs sne med hjem grinte de højt og skyndte sig i tøjet. Så der er blevet bygget snemand hele formiddagen, griner Michael Clausen.  

Snemanden i Tvis og etårige Mathilde i vinduet.
Snemanden i Tvis og etårige Mathilde i vinduet.
Foto: Privatfoto / Michael Clausen

- Folk kigger, når de kører forbi

I Tvis er der blevet lagt mærke til de pludselige, og meget lokale, vejrforandringer, fortæller vognmanden.

- Jeg kan se, folk kigger, når de kører forbi. De synes også, det er sjovt, lyder det.

Trods plusgraderne, og de trange kår for en hvid jul i Midt- og Vestjylland, er den hjembragte sne fortsat nogenlunde intakt efter små 17 timer i Tvis.

- Der er stadig lidt tilbage. Den lille, hvide snemand holder endnu, siger Michael Clausen.

Michael Clausens tre børn, Josephine, Valdemar og Mathilde, er otte, fem og et år. 


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Samfund.