Holstebro-virksomhed vandt kæmpe facadeordre

Eiler Thomsen Alufacader i Holstebro har vundet ordren på facader til det nye hospital i Gødstrup. Pris: 240 millioner kroner (Arkivfoto).

eilerthomsen_0.jpg

50 mand er sikret arbejde i to år, efter Eiler Thomsen Alufacader i Holstebro har vundet ordren på facader til det nye hospital i Gødstrup. Det skriver dagbladet Holstebro-Struer.

Ordren er på i alt 240 millioner kroner og omfatter facade med vinduespartier samt murerarbejde og tag med tagpap på første etape af sygehuset, som er et byggeri på 100.000 kvadratmeter etageareal.

- Det er en ordre, som vi er rigtig glade for. Det giver en vis ro, og det holder mange mand i arbejde, siger Eiler Thomsen til avisen.

Arbejde til 50 mand plus underleverandører

Byggeriet vil strække sig over to år i 2016 og 2017, og det vil give arbejde til cirka 25 mand på fabrikken samt et tilsvarende antal montører på byggepladsen.

Dertil kommer ansatte hos det tagfirma og det murerfirma, som Eiler Thomsen skal bruge som underentreprenører.

Virksomheden har omkring 140 ansatte.