Holstebro-virksomhed politianmeldt

Tre måneder efter, at den gamle færge Ærøsund blev sænket ud for Ballen Havn, er Holstebro-virksomheden JD-Contractor blevet meldt til politiet for manglende brug af lods på turen.

JDC.jpg

Tre måneder efter, at den gamle færge Ærøsund blev sænket ud for Ballen Havn, er firmaet bag bugseringen af færgen, Holstebro-virksomheden JD-Contractor, blevet meldt til politiet for manglende brug af lods på turen. Det skriver Fyns Amts Avis.

Sænkningen skete i begyndelsen af oktober sidste år. Kort tid efter modtog Søfartsstyrelsen besked om, at bugseringen af færgen var sket uden brug af lods.

Overtrådt gældende regler 

Sagen har lige siden været til behandling i styrelsen, og vicedirektør i Søfartsstyrelsen, Birgit Sølling Olsen, sagde tirsdag til Fyns Amts Avis:

- Jeg sidder her med brevet til Fyns Politi, og det bliver sendt i dag. Vi anmelder rederiet JD-Contractor for at have overtrådt de gældende regler om brug af lods, og nu bliver det så op til politiet at foretage den videre efterforskning.

Nøje planlagt og forsvarlig

Holstebro-firmaet JD-Contractor, der stod for bugsering og sænkning af Ærøsund, mener fortsat, at den nøje planlagte tur med den gamle Ærøfærge var fuldt ud forsvarlig.

Gert Normann Andersen, der er direktør for JD Contractor siger til avisen, at den nøje planlagte tur blev udført fuldt ud forsvarligt med fire navigatører, hvoraf de tre var stedkendte.

Det bliver nu op til politiets jurister at vurdere, om der skal rejses sigtelse i sagen.